Aktier: Positive regnskaber og reduceret missilfrygt gav plusser

Foto: NICHOLAS KAMM

De amerikanske aktier lukkede med markante stigninger torsdag. Investorernes frygt for geopolitiske spændinger blev reduceret efter meldinger fra USA's præsident, Donald Trump, om, at en militæraktion mod Syrien måske alligevel ikke er nært forestående.

Samtidig trak forventningerne til den nye regnskabssæson, der ventes at slå alle rekorder, markedet op efter gode indledende regnskabsdata.

Det brede S&P 500-indeks lukkede torsdag med en gevinst på 0,8 pct. til 2663,99. Dow Jones-indekset sluttede med et plus på 1,2 pct. til 24.483,05, mens Nasdaq endte med en stigning på 1,0 pct. til 7140,25.

Fredag morgen er investorerne lidt på retræte. De amerikanske futures falder 0,3 pct.

Præsident Trump talte i tåger torsdag, hvor han kommenterede tidligere stridslystne tweets med, at et eventuelt angreb på Syrien kan komme »meget snart eller ikke så snart overhovedet«.

Det lettede på frygten for en konfrontation med Rusland, hvilket sendte obligationsrenterne op med stigninger i finanssektoren på aktiemarkedet til følge.

»Vi hører mindre snak om at fyre missiler af og mindre snak om handelskrig. Regnskabsresultaterne stiger, og forventningerne er høje,« siger handelschef Michael Antonelli fra Robert W. Baird i Milwaukee til Reuters.

Den økonomiske statistik viste, at 233.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

Det var lidt flere end ventet, idet økonomerne havde estimeret 230.000 nye ledige.

Forventningerne stiger

Dagens helt store vægt i S&P var finanssektoren, der ud over støtte fra stigende renter fik medvind fra et stærkt kvartalsresultat fra verdens største kapitalforvalter, Blackrock.

Aktien i Blackrock steg 1,5 pct. efter et kvartalsoverskud over det ventede, hvilket var med til at trække hele finanssektoren 1,8 pct. op.

Indtjeningssæsonen begynder for alvor fredag med kvartalsrapporter fra JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo.

Finanssektoren fik følgeskab af industri og teknologi, der steg henholdsvis 1,5 pct. og 1,3 pct.

Dagens bundskrabere blev på traditionel vis de defensive papirer i forsyningssektoren og ejendomsselskaberne.

Forsyningssektoren konkurrerer med obligationerne om investorernes gunst på grund af store udbyttebetalinger, mens ejendomsselskaberne er afhængige af en så billig som mulig finansiering.

Der var ligeledes regnskab fra flyselskabet Delta Air Lines. Resultaterne skød over analytikernes estimater, og investorerne kvitterede med at sende aktien 2,9 pct. op, mens udviklingen samtidig smittede af på de andre flyselskaber.

American Airlines steg 2,6 pct., og United Continental øgede 1,9 pct.

Generelt forudser analytikerne en stigning i kvartalsoverskuddet for S&P 500-virksomhederne på 18,5 pct. i forhold til sidste år ifølge data fra Thomson Reuters.

»Investorerne ser frem til regnskabssæsonen. Markedsdeltagere ønsker ikke at gå glip af at se, om resultaterne er lige så gode, som prognoserne siger, at de vil være,« siger markedsstrateg Tracie McMillion fra Wells Fargo Investment Institute i North Carolina til Reuters.

/ritzau/FINANS