Aktier: Positive aktiemarkeder efter Wall Streets fredagsstigning

. De asiatiske aktiemarkeder følger op på de positive takter fra Wall Street inden weekenden. Investorernes blik er som i de øvrige finansielle markeder rettet mod tirsdagens redegørelse fra den nye amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, for indikationer om bankens syn på de økonomiske udsigter.

I Tokyo øges den positive stemning af et roligt valutamarked, der afspejles i et ophør i styrkelsen af yen.

- De japanske aktier vil sandsynligvis teste nye højder på baggrund af de kraftige stigninger i de amerikanske aktier og den opståede pause i yenstyrkelsen, siger chefstrateg Yoshihiro Ito fra Okasan Online Securities ifølge AFP.

Nikkei-indekset stiger 1,2 pct., mens det bredere Topix-indeks ligger med et plus på 0,8 pct.

De kinesiske markeder er også med. Shanghai Composite stiger 0,7 pct., og også CSI 300-indekset øger 0,7 pct., mens Hongkongs børs ligger med et plus i Hang Seng på 0,6 pct.

Mandag morgen ligger de amerikanske futures med et plus i Dow Jones på 0,2 pct., en gevinst til S&P på 0,1 pct., mens Nasdaq falder 0,1 pct.

/ritzau/FINANS