Aktier: Positiv undertone i Mærsk og Novozymes

Åbningen på det danske aktiemarked onsdag indikeres let positiv. Dagens handel ventes at være mestendels sidelæns, men med en positiv undertone i Novozymes og Mærsk, der kan notere en henholdsvis løftet anbefaling og et øget kursmål, mens der kan komme lidt pres på såvel Jyske Bank som Lundbeck, hvor der fragår udbytte oven på gårsdagens generalforsamlinger.

Foto: PATRIK STOLLARZ. I udlandet sluttede de amerikanske aktier med mindre stigninger tirsdag, men størstedelen havde materialiseret sig, inden de danske handlere gik hjem.
Læs mere
Fold sammen

I udlandet sluttede de amerikanske aktier med mindre stigninger tirsdag, men størstedelen havde materialiseret sig, inden de danske handlere gik hjem.

Også de asiatiske akter har været generelt let positive med beskedne stigninger onsdag, men det vigtige marked i Tokyo er lukket onsdag.

De amerikanske futures ligger blandet onsdag morgen med små stigninger på under 0,1 pct. i Dow Jones og S & P 500, mens Nasdaq ser ud til at åbne med et fald i samme størrelsesorden.

Den tyske DAX-future ligger med en stigning på 0,1 pct. en lille time før dansk handelsstart.

C25-indekset sluttede tirsdag med en stigning på 0,1 pct. i 1124,50.

Investorerne afventer udfaldet af rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der startede tirsdag og afsluttes med en rentemeddelelse i dag, onsdag.

Det altoverskyggende forventningen i markedet er, at centralbanken vil hæve den ledende rente med 25 basispoint til intervallet 1,50-1,75 pct.

Mere interessant er det om forventningerne til antallet af renteforhøjelser øges fra tre til fire.

»Sandsynligheden taler for det, og flere medlemmer af rentekomitéen har været ude og bakke op om det. Det hele ligger i detaljerne, i forhold til hvilken tone Powell lægger, og hvorvidt styringskomitéen ændrer sine forventninger,« noterer seniorstrateg Andreas Østerheden fra Nordea onsdag morgen.

LØFTEDE ANBEFALINGER OG JUSTEREDE KURSMÅL

A.P. Møller-Mærsk har fået løftet anbefalingen af aktien til køb fra hold af analysehuset Morningstar. Kursmålet fastholdes på 11.400 kr.

Mærsk-aktierne kom tirsdag i modvind, efter at selskabet sagde farvel til sin finansdirektør, Jakob Stausholm, hvis arbejdsopgaver er blevet splittet i forskellige områder. Det har ifølge Børsen skabt tvivl om hele selskabets strategi. Mærsks B-aktie faldt tirsdag 1,6 pct. til 9312 kr.

Enzymkoncernen Novozymes har fået øget kursmålet af norske ABG Sundal Collier, der nu ser enzymproducentens aktie i 275 kr. mod hidtil 250 kr. Anbefalingen fastholdes samtidig på sælg.

Novozymes steg tirsdag 0,8 pct. til 315,60 kr.

Morningstar indleder dækning af smykkeselskabet Pandoras aktie med en neutral anbefaling - »hold« - mens kursmålet sættes til 710 kr. Pandora faldt 1,5 pct. tirsdag til slutkursen 609,20 kr.

SAS kan komme under pres, efter at konkurrenten Norwegian melder om udfordringer fra dyrt brændstof og en styrket euro. Norwegian har styrket kapitalen gennem salg af nye aktier for 1,3 mia. norske kr. med en rabat på 9,7 pct. gennem en rettet emission. Og der bliver solgt yderligere aktier for 200 mio. norske kr. til eksisterende aktionærer til samme rabatpris.

SAS faldt tirsdag 1,2 pct. til 15,08 kr. i København.

Ifølge Børsen står Jyske Bank med muligheden for at sælge aktieposten på 38 pct. i Nordjyske Bank i det frie marked, hvis aktionærer takker nej til Jyske Banks købsbud. Analysehuset ABG tror ikke på, at Jyske Bank ender med at overtage Nørresundbybanken, men ser stor sandsynlighed for, at Jyske Bank sælger sin aktiepost til Nykredit.

Nordjyske Bank lukkede uændret i 166 kr., mens Jyske Bank sluttede i 367 kr. efter et drop på 3,4 pct. Onsdag går der yderligere 5,85 kr. fra i udbytte i Jyske Bank.

Medicinalkoncernen Lundbeck har åbenlyst svært ved at finde en ny topchef, og bestyrelsesformand Lars Rasmussen siger, at der kun er få kandidater til rådighed.

Aktien i Lundbeck faldt tirsdag 0,3 pct. til 344,20 kr. og onsdag fragår der 8 kr. i udbytte.

Fodboldklubben AaB skal have ny administrerende direktør, idet Stephan Schors stopper. Han bliver afløst af sportsdirektør Allan Gaarde, som overtager som konstitueret direktør, indtil der er fundet en ny øverste chef.

AaB tabte 0,3 pct. på børsen tirsdag og sluttede i 189 kr.