Aktier: Positiv stemning ser ud til at løfte danske aktier

Der er lagt op til en positiv dag, når det danske aktiemarked sætter gang i handlen fredag morgen, hvor Ørsted og Pandora kan komme i fokus efter torsdagens store fald.

Pandora-aktien er faldet med over 25 pct. i år - og torsdag fik smykkeselskabet en over snuden af finanshuset Carnegie, der sænkede anbefalingen af aktien til "sælg" fra tidligere "hold", og kursmålet blev skåret til 400 kr. fra 700 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

De amerikanske aktier sluttede torsdagen med små minusser, mens de asiatiske aktieindeks lå med blandede fortegn fredag morgen.

De amerikanske futures og den tyske DAX-future ligger til gengæld med stigninger omkring en time før den danske børsåbning, og det tyder dermed på, at dagen vil starte med positiv stemning på fondsbørsen i København.

Det danske eliteindeks, C25, faldt 1,1 pct. til 1129,70 torsdag. Ørsted og Pandora dykkede og sluttede i bunden af indekset med fald på henholdsvis 5,2 pct. til 389,10 kr. og 4,1 pct. til 496,60 kr.

Pandora-aktien er faldet med over 25 pct. i år - og torsdag fik smykkeselskabet en over snuden af finanshuset Carnegie, der sænkede anbefalingen af aktien til "sælg" fra tidligere "hold", og kursmålet blev skåret til 400 kr. fra 700 kr.

Energiselskabet Ørsted blev sendt ned, efter at det danske selskab og den amerikanske partner Eversource måtte gå tomhændede hjem efter en udbudsrunde i den amerikanske stat Massachusetts, på trods af at de to selskaber sammen havde indgivet et bud på, hvordan projektet Bay State Wind kunne opføres.

Omvendt sluttede Chr. Hansen og Lundbeck med stigninger på henholdsvis 1,5 pct. til 602,60 kr. og 0,7 pct. til 428,540 kr., og det sikrede, at begge aktier endte i rekord torsdag. Chr. Hansen er steget med 3,5 pct. i år, mens Lundbeck er steget med hele 39,2 pct. i 2018.

A.P. Møller-Mærsk kan også få del i investorernes opmærksomhed i løbet af fredagen, når der kommer ratetal fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI). Sidste fredag viste raterne for fragt af containere på de store shippingruter i verden et fald for første gang i seks uger. B-aktien sluttede torsdag 2,3 pct. lavere i 9400 kr.

Blandt sidepapirerne har Simcorp fået hævet kursmålet af amerikanske Goldman Sachs til 600 kr. fra 475 kr., viser data fra Bloomberg News. Dermed ser bankens analytiker Guatam Pillai et potentiale i aktien på 20 pct. i forhold til lukkeniveauet torsdag. Købsanbefalingen fastholdes. Torsdag steg aktien 1,2 pct. til 499,80 kr.

Fredagens eneste danske regnskab i kalenderen kommer fra Brdr. A&O Johansen, der fremlægger tal for første kvartal.

Byggevaregrossisten venter for hele året et resultat før skat på i niveauet 144-155 mio. kr. Dagen før regnskabet steg aktien 0,9 pct. til 344 kr.