Aktier: Positiv start trods nyt fald til Apple-aktien

. De tre toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P500, Nasdaq og Dow Jones, er onsdag åbnet med stigninger på 0,1 pct. oven på tirsdagens julehandel, der bød på fald op til 0,3 pct. og den - ind til videre - laveste omsætning for en fuld handelssession i 2017.

Tirsdag var Apple-aktien i fokus efter forlydender om en lunken efterspørgsel efter den nye iPhone X, hvilket førte et fald på 2,5 pct. med sig. Onsdag falder aktiekursen med 0,2 pct. til 170,30 dollar.

Den amerikanske industrigigant General Electric stiger 1,1 pct. til 17,62 dollar. Selskabet har onsdag udbygget sin aktieposition i svenske Arcam, der blandt andet fremstiller metalkomponenter via 3D-print.

Boeing, der producer fly, har onsdag offentliggjort, at det marokkanske flyselskab Royal Air Maroc har bestilt fire at Boeings Dreamliner-fly til en værdi af 1,1 mia. dollar. En aktie i selskabet koster nu 295,67 dollar efter en stigning på 0,1 pct.

Teknologiselskabet Pareteum Corporation, som tirsdag lagde 120 pct. til aktiekursen, falder med 6,3 pct. til 2,98 dollar. Selskabet løftede tirsdag sløret for, at det har fuldført udviklingen af en teknologi, som gør det muligt for selskabets fakturerings- og afviklingstjenester at understøtte blockchain-teknologi.

Tirsdag lukkede S&P 500-indekset med et minus på 0,1 pct. i 2680,50. Dow Jones-indekset sluttede med et marginalt tab i 24.746,21, mens Nasdaq-indekset endte med dagens største drop på godt 0,3 pct. i 6936,25.

Senere får investorerne økonomisk data at handle på fra USA. Klokken 16 dansk tid kommer der amerikanske tal for forbrugertilliden i december, der ifølge Bloomberg News ventes at gå tilbage til 129,5 fra 128 måneden før, samt tal for igangværende bolighandler i december.

Her estimerer økonomer adspurgt af Bloomberg News et fald på 0,4 pct. mod en stigning i november på 3,5 pct.

/ritzau/FINANS