Aktier: Positiv opmærksomhed om Mærsk og Tryg

Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

Opjusterede analytikeranbefalinger for A.P. Møller-Mærsk og Tryg, blandede asiatiske markeder og en behersket positiv udvikling i aktiefutures er noget af det, der kan præge aktieåbningen i Danmark onsdag.

Futuren på det tyske DAX-indeks er onsdag åbnet 0,05 pct. højere, og de amerikanske futures peger nu også lidt op, efter at de tidligere på morgenen lå i lettere negativt terræn.

Herhjemme lukkede eliteindekset, C25, marginale 0,1 pct. højere i 1165,55 tirsdag, efter pæne plusser til blandt andet Mærsk-aktierne på baggrund af historier om et muligt salg af Maersk Drilling til A.P. Møller Holding.

Onsdag skriver Børsen, at borerigselskabet leder efter partnere på det norske marked, og derudover har analytikerne hos SEB valgt at hæve anbefalingen af Mærsk-aktierne til »køb« fra tidligere »hold«.

Samtidig er kursmålet blevet løftet med 1000 kr. til 13.000 kr., fremgår det af Bloomberg. Mærsk B steg tirsdag 2,3 pct. til 11.245 kr.

TRYG HÆVET TIL »KØB«

Der ventes endvidere forsat fokus på Tryg efter forsikringskoncernens regnskab for 2017 tirsdag. Nordea har ifølge Bloomberg løftet anbefalingen af aktien til »køb« fra tidligere »hold«, og kursmålet er sat til 165 kr.

Tryg-aktien faldt tirsdag 3,2 pct. til 149,30 kr. efter regnskabet, der på forsikringsdriften godt og vel indfriede analytikerenes forventninger, mens investeringsresultatet var til den svage side.

Senere på ugen tager regnskabsstrømmen til i styrke herhjemme med regnskaber torsdag fra Nordea, Topdanmark og NNIT.

Vestas kan få opmærksomhed onsdag, hvor det amerikanske konglomerat General Electric afleverer sit regnskab for fjerde kvartal. Amerikanerne konkurrerer med blandt andet Vestas gennem sin division for vedvarende energi, hvor der også produceres vindmøller.

Der er også analysenyt om Ambu, idet finanshuset DNB har indledt dækning af aktien. Det sker med en købsanbefaling med et kursmål på 160 kr., fremgår det af Bloomberg. Ambus aktie lukkede tirsdag 0,8 pct. højere i 126 kr., hvilket var kursrekord.

Tirsdag endte Vestas-aktien 0,4 pct. højere i 440,40 kr.

AFGØRELSE I ØSTRE LANDSRET

TDC kan komme i fokus, idet Østre Landsret afsiger dom i en sag, som teleselskabet har anlagt mod Erhvervs- og Vækstministeriet og Teleklagenævnet. Selskabet vil have betaling for at sørge for, at nødstedte kan kommunikere med søredningstjenesten i Grønland. Beløbet er angiveligt på cirka 300 mio. kr. for flere års service.

TDC-aktien steg 0,7 pct. til 40 kr.

Biotekselskabet Onxeo, der faldt 1,0 pct. til 13,32, tabte i efteråret en retssag til en partner, der betyder en regning på omkring 9 mio. euro, men Onxeo er nu i gang med at at forberede ankesagen. Selskabet har ifølge en meddelelse således afleveret sine synspunkter til appelretten i Paris, og der vil efter planen komme en afgørelse i fjerde kvartal 2018.

Blandt de mindre selskaber afleverer plastproducenten Rias onsdag regnskab for første kvartal 2017/18. Selskabet venter ifølge den seneste prognose et resultat før skat på 7,5-9,5 mio. kr. i hele regnskabsåret. Tirsdag steg aktien 3,4 pct. til 488 kr.

/ritzau/FINANS