Aktier: Positiv konsensus blandt fjernøstlige investorer

Der er konsensus blandt investorerne på de asiatiske og fjernøstlige aktiemarkeder torsdag morgen, hvor så godt som samtlige aktieindeks ligger med solide stigninger.

Foto: ISSEI KATO. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

De positive markeder er underlagt effekten af et markant positivt amerikansk aktiemarked, der onsdag lukkede med stigninger i størrelsesordenen godt 1,5 pct.

Baggrunden for stigningerne skal findes i onsdagens referat af det pengepolitiske møde i Federal Open Market Committee i oktober. Her fremgik det, at en renteforhøjelse er yderst sandsynlig i december, men det blev samtidig understreget, at de efterfølgende forhøjelser vil komme i et meget langsomt tempo - langsommere end hidtil antaget.

- Tempoet i stigningen er langt det vigtigste frem for selve renteforhøjelsen. Hvis stigningerne sker langsomt, har markeder, investorer og forbrugere alle tid til at reagere på det og justere i overensstemmelse hermed. Det er de ideelle forhold, og det er helt sikkert, hvad Federal Reserve forsøger at opnå, siger fondsforvalter Angus Gluskie fra White Funds Management i Sydney til Bloomberg News.

I Tokyo var der en smule skuffelse over, at den japanske centralbank, Bank of Japan, fastholdt pengepolitikken uændret.

Alligevel får de positive vinde overtaget og det toneangivende aktieindeks, Nikkei 225, ligger med en stigning på 1,1 pct., mens det bredere Topix-indekset øger 0,9 pct.

Kina er eneste marked med en blandet stemning. Shanghai Composite falder 0,1 pct. mens CSI 300 stiger 0,2 pct. Hang Seng i Hongkong følger den globale udvikling med en stigning på 1,2 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på knap 0,1 pct.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 1,1

Topix 0,9

Hongkongs Hang Seng 1,2

China Shanghai Composite -0,1

China CSI 300 0,2

Taiwan Taiex 1,2

Sydkoreas Kospi 0,9

Indiens BSE Sensex 0,7

Singapores STI 1,1

Sydney ASX 200 2,0

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 05.45