Aktier: Positiv åbning i sigte efter god stemning i USA

Foto: LUCAS JACKSON. New York Stock Exchange i jubel.
Læs mere
Fold sammen

Der er udsigt til en positiv åbning på det danske aktiemarked onsdag morgen, efter en tirsdag hvor det danske C20 Cap-indeks samlet endte med et fald på 0,6 pct. til indeksværdi 1005,12.

De positive vinde, som kan bære markedet i et plus fra morgenstunden, blæser fra USA, hvor de amerikanske markeder steg betydeligt efter dansk børslukketid tirsdag, og onsdag morgen peger den tyske DAX-future også på en stigning på 1 pct.

Tirsdag endte det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks næsten 0,7 pct. højere, end da det danske marked lukkede.

- Markederne vil bevæge sig, som vi så i går, med mindre udsving, og frem mod jul og nytår vil de sidste positioneringer sætte dagsorden på markedet, samtidig med at råvarerne stadig er i fokus, lyder vurderingen fra senioraktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

Han peger på, at selskaber som Vestas og FLSmidth frem mod årets udgang vil have investorernes opmærksomhed.

- Fordi man kan forvente, at de i de sidste dage af året høster lidt flere ordrer, forklarer han.

Fremgang var der tirsdag til FLSmidth, som endte i den populære ende af C20 Cap-indekset med en stigning på 1 pct. til 235,60 kr., efter at en lang række globale råvarepriser i løbet af tirsdag kravlede op ad og stabiliserede sig.

Onsdag morgen har prisen på en tønde Brent-olie stabiliseret sig på 36,39 dollar efter flere dages konstante fald.

Vestas-aktien endte tirsdagen med et fald på 0,8 pct. til 472,3 kr. uden særlige selskabsspecifikke nyheder.

På den selskabsspecifikke front har medicoselskabet Coloplast onsdag morgen meddelt, at det har indgået forlig med de amerikanske myndigheder og er gået med til at betale 21,5 mio. kr.

Sagen, der er indgået forlig i, omhandler beskyldninger om, at Coloplast skulle have betalt penge til leverandører af medicoudstyr, herunder amerikanske Liberator, for at føre kampagne for anvendelse af det danske selskabs produkter hos slutkunderne, skriver de amerikanske myndigheder.

- Min vurdering er, at aktien måske skal lidt op på det som et lettelses-suk. Nogle kan have frygtet, at det endte værre, siger Jesper Bamberger. Han understreger dog, at forliget rent økonomisk er i småtingsafdelingen for Coloplast.

Liberator selv har ligeledes indgået forlig med myndighederne og kan derfor se frem til et girokort på 500.000 dollar.

Tirsdag faldt Coloplast-aktien 1 pct. til 527,5 kr.

I bunden af gårsdagens handel endte medicinalgiganten Novo Nordisk med et fald på 1,7 pct. til 385,60 kr. En lav handelsvolumen på markedet og investorernes positionering op til årsafslutningen var dog den primære årsag til, at selskabet måtte se aktien dale til bunds i indekset.

Fra morgenstunden onsdag er der godt nyt til biotekselskabet Zealand Pharma. De gode nyheder kommer i slipstrømmen efter, at den franske medicinalgigant Sanofi, der konkurrerer med blandt andet Novo Nordisk, har indsendt registreringsansøgning for sit kombinationsproduktet Lixilan til behandling af type 2-diabetes til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Lixilan er en kombination af GLP-1-analogen Lyxumia (Lixisenatid), der er udviklet af Zealand Pharma, og verdens bedst sælgende insulin, Lantus.

Indsendelsen af registreringsansøgningen udløser samtidig en milepælsbetaling på 20 mio. dollar (137 mio. kr.) til Zealand Pharma, oplyser det danske selskab i en meddelelse.

Tirsdag dykkede Zealand Pharma-aktien 1,4 pct. til 138 kr.

Også uden for eliteindekset har stenuldsproducenten Rockwool fået sænket kursmålet af Nordea til 1040 kr. fra 1115 kr. for selskabets B-aktie. Banken fastholder anbefalingen "hold".

Tirsdag faldt Rockwool B-aktien 0,3 pct. til 956,50 kr.