Aktier: Politisk opbakning til reform gav kursrekorder

De store amerikanske aktieindeks lukkede med rekorder fredag, hvor brede stigninger blev presset igennem af skattereformen, der synes at ville vinde tilstrækkelig støtte fra parlamentarikerne til at blive vedtaget.

Arkivfoto: De store amerikanske aktieindeks lukkede med rekorder fredag, hvor brede stigninger blev presset igennem af skattereformen, der synes at ville vinde tilstrækkelig støtte fra parlamentarikerne til at blive vedtaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

S&P 500-indekset lukkede fredag med en gevinst på 0,9 pct. i rekorden 2675,81. Der var også rekord i Dow Jones-indekset, der sluttede med et plus på 0,6 pct. til 24.651,74. Nasdaq-indekset endte med dagens største stigning på 1,2 pct. i 6936,58 og cementerede dermed dagens sidste indeksrekord.

Omsætningen var den højeste i et år, idet sammenfaldet af udløb af optioner og futures for både aktier og aktieindeks øgede volumen til 10,7 mia. aktier eller et godt stykke over det 20 dages glidende gennemsnit på 6,7 mia. aktier.

Dermed kan ugens samlede stigninger gøres op til 0,9 pct. for S&P 500-indekset, mens Dow Jones-indekset er steget 1,3 pct., og Nasdaq-indekset er øget hele 1,4 pct. over de fem handelsdage.

Mandag morgen fortsætter jublen. Futures på S&P 500 ligger med en stigning på 0,2 pct., Dow Jones-futuren stiger 0,4 pct., og Nasdaq-futuren øger godt 0,3 pct.

Den endelige skattereform ventes at komme til afstemning i ugens løb, efter at de sidste kritiske stemmer fra senator Bob Corker og senator Marco Rubio døde ud fredag aften.

Reformen ventes at sænke selskabsskatten til 21 pct. fra 35 pct., og nogle investorer satser på, at virksomhederne udlodder størstedelen af besparelserne til aktionærerne.

»Det giver mening, hvad angår indflydelsen på aktionærerne. Vi kommer til at se en stigning i aktietilbagekøb, og måske nogle større udbytteudbetalinger,« siger markedschef David Joy fra Ameriprise Financial i Boston til Reuters.

Rent økonomisk kommer effekten fra en høj sammenhæng mellem højere aktiepriser og forbrugertillid og privatforbrug.

Det er på trods af, at reformen har udviklet sig til i stigende grad at være til gavn for virksomheder og de i forvejen velhavende, hvilket har bekymret nogle politikere.

Fra økonomien var der let skuffelse over den amerikanske industriproduktion, der steg 0,2 pct. i november mod en estimeret stigningstakt på 0,3 pct.

Til gengæld blev tallet for måneden før revideret op til 1,2 pct. mod tidligere rapporteret 0,9 pct.

TI UNDERGRUPPER I PLUS

Der var positiv udvikling i ti af undergrupperne i S&P 500-indekset. Bedst gik det it-papirerne, der sluttede dagen med en stigning på godt 1,2 pct., tæt fulgt af sundhedssektoren, der øgede knap 1,2 pct.

Microsoft og Intel lå i stigningsklassen over 2,5-3 pct., mens Facebook, Googles Alphabet og Apple kravlede mere end 1 pct. op.

Eneste segment i rødt var energisektoren, der ende med et marginalt minus.

Blandt enkeltaktierne faldt softwarefirmaet Oracle 4,4 pct. efter torsdag aftens svage vækstdata for koncernens cloud-baserede aktiviteter i det forskudte andet kvartal.

Under Armor steg næsten 10 pct., efter at finanshuset Stifel opjusterede anbefalingen af aktien til »køb« fra »hold«.

Også Foot Locker steg kraftigt på en opjusteret anbefalingen. Her var det analytikere hos Canaccord, der opjusterede anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold". Aktien steg 5,1 pct.

/ritzau/FINANS