Aktier: PMI-tal spredte positiv stemning på kontinentet

Stærkere end ventede tillidstal fra eurozonens indkøbschefer - PMI-indekset - i februar trak sammen med energiaktierne pænt op i den europæiske aktiehandel, der samlet set sluttede i plus trods en lidt mistrøstig start efter et skuffende regnskab fra den indekstunge bankmastodont HSBC.

Stoxx 600-indekset sluttede tirsdag 0,6 pct. højere med en stigning for DAX-indekset i Frankfurt på 1,2 pct. og et løft til det franske CAC 40-indeks på 0,5 pct.

Men i London, hvor HSBC er noteret, faldt FTSE 100-indekset 0,3 pct.

Nedskrivninger i Europa og sløv økonomisk vækst på nøglemarkeder som Hongkong og Storbritannien medvirkede ifølge Financial Times til, at overskuddet hos HSBC blev mere end halveret i 2016.

Overskuddet før skat endte på 7,1 mia. dollar, mindre end halvdelen af analytikernes prognose på 14,4 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Thomson Reuters. Bankaktien faldt 6,4 pct., og det samlede finansindeks faldt 0,6 pct. i bunden af Stoxx 600.

En stigning i oliepriserne på 1,4 pct. hjalp omvendt energiaktierne til toppen af Stoxx 600 med en stigning på 1,6 pct.

Blandt indeksets topaktier lå den franske producent distributør af olie- og kemiprodukter Rubis med en stigning på af 5,0 pct. efter købet af kollegaen Dinasa i Haiti.

På minussiden sås den spektakulære Fingerprint-aktie med et tab på 2,4 pct. efter meddelelsen om finansdirektørens, Joan Wilsbys, exit.

Helt i bunden af indekset sluttede John Wood Group, der er underleverandør til energisektoren, med et minus på 8,0 pct., som straf for en prognose for 2017 med faldende overskudsgrad.