Aktier: Pandora trækker C20 ned efter analysenotat

Smykkeproducenten Pandora er med til at trække det samlede eliteindeks ned tirsdag ved middagstid, hvor også Novo Nordisk, Lundbeck og Mærsk er blandt bundaktierne.

Smykkeproducenten Pandora er med til at trække det samlede eliteindeks ned tirsdag ved middagstid, hvor også Novo Nordisk, Lundbeck og Mærsk er blandt bundaktierne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

C20 Cap-indekset falder 0,8 pct. til 1179,49, og den negative stemning er dermed mere tydelig end i resten af Europa, hvor flere store indeks ligger tættere på uændret.

»Danmark er lidt hårdere ramt, og det kan måske forklares med de lidt mere selskabsspecifikke historier,« siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Han fortæller desuden, at investorerne generelt ventes at forholde sig afventede tirsdag, forud for at den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, går på talerstolen tirsdag efter børslukketid.

PANDORA I BUNDEN

Pandora er tirsdagens bundskraber efter et fald på 5,4 pct. til 609,00 kr. Finanshuset Carnegie har kommenteret den seneste salgsudvikling i et notat, og ifølge finanshuset planlægger Pandora angiveligt store rabatter til kunderne i oktober efter en fejlslagen salgskampagne i september.

Smykkeselskabet har ikke selv bekræftet, at det planlægger at give rabatter, og indtil videre holder Jyske Bank fast i købsanbefalingen for aktien.

»Markedet er i forvejen bekymret for, om Pandora kan nå i mål med sin helårsprognose. Der ligger i øjeblikket et estimat, hvor det ligner, at Pandora kan komme i mål, men det er klart, at markedet bliver ekstra bekymret, når det hører sådan noget her. Vi tror, at der er mulighed for, at Pandora kan komme i mål,« siger Martin Munk.

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk falder også tirsdag, efter at unavngivne kilder mandag eftermiddag oplyste til Bloomberg News, at selskabet i øjeblikket forhandler med det amerikanske olieserviceselskab Rowan Cos om et salg af Maersk Drilling.

I den sammenhæng blev der nævnt en pris i omegnen af 4 mia. dollar, og ifølge flere analytikere er den pris i den lave ende i forhold til forventningerne. Ifølge Martin Munk kan dagens fald også skyldes noget kortsigtet gevinsthjemtagning, efter at selskabet klarede sig godt på børsen mandag.

Mærsks B-aktie ligger 1,6 pct. lavere i 12.280 kr.

NOVO FÅR SÆNKET ANBEFALING

Medicinalgiganten Novo Nordisk er også i fokus, efter at det franske finanshus Exane BNP Paribas har sænket anbefalingen af selskabets aktie til "neutral" fra tidligere "outperform". Kursmålet er i samme ombæring justeret til 300 kr. fra 290 kr. Det er 2,8 pct. lavere end mandagens slutkurs.

Novo-aktien falder 1,8 pct. til 303,20 kr.

Også Lundbeck placerer sig i bunden af C20, og ifølge Martin Munk har aktien været mere volatil, efter at topchef Kåre Schultz annoncerede sin afgang tidligere på måneden.

»Det har øget usikkerheden og skabt noget uro om aktien. Det har skubbet noget volatilitet, der kan blive ved, indtil vi har en afklaring på, hvem der bliver den nye CEO,« siger senioraktierådgiveren.

TDC placerer sig omvendt i toppen med en stigning på 1,2 pct. til 36,09 kr., og i resten af Europa er der også stigninger til telesektoren tirsdag.

JUSTERINGER TIL BAVARIAN OG SAS

Bavarian Nordic er blevet set nærmere på af finanshuset Jefferies, der nu har sænket kursmålet til 335 kr. fra tidligere 385 kr. Anbefalingen er stadig køb.

Selskabets aktie stiger 0,9 pct. til 277,50 kr.

Den islandske protesevirksomhed Össur meddelte mandag efter dansk børslukketid, at selskabet skal være mere effektivt, og at det går efter at realisere besparelser på 10 mio. kr. i 2020.

Tiltagene kommer til at koste omkring 15 mio. dollar at implementere - og de 3 mio. dollar vil allerede blive brugt i tredje kvartal i år. Össur fastholder forventningerne til en EBITDA-margin på 18-19 pct. i 2017, og selskabet vil fortælle mere om tiltagene på kapitalmarkedsdagen 27. september.

Aktien i Össur falder 0,7 pct. til 28,72 kr. tirsdag.

SAS stiger derimod 0,50 pct. til 19,10 kr., efter at SpareBank 1 Markets har hævet kursmålet for luftfartsselskabets aktie til 25,74 kr. fra 18,8 kr., mens købsanbefalingen ifølge Bloomberg News gentages.

/ritzau/FINANS