Aktier: Pandora og DFDS i fokus i ventet negativ åbning

Efter torsdagens pæne stigninger tyder det på fald, når de europæiske aktiebørser åbner fredag.

Meget kan ændre sig i eftermiddag, hvor der fra USA kommer den vigtige månedlige beskæftigelsesrapport for december. Pandora og DFDS ventes at være i fokus fredag, forudser chefrådgiver Michael Borre fra Nordea.

- Det ligner et svagt fald fra åbningen, men uden at det bliver alarmerende, siger Michael Borre til Ritzau Finans, og peger på, at Dax-futuren peger på en negativ åbning i Frankfurt på 0,3 pct., efter at det tyske indeks torsdag steg hele 3,4 pct.

Herhjemme var stigningerne torsdag mere begrænsede, idet C20 Cap-indekset steg 1,3 pct. til 804,75. I USA udviskede det brede S&P 500-indeks årets fald, da det gik 1,8 pct. frem, men også i USA peger futures på små fald fredag op til den vigtige amerikanske jobrapport.

- Det er fortsat kongen af nøgletal og noget, der kan rykke markedet, hvis den overrasker til den ene eller anden side, siger Michael Borre. Rapporten ventes at vise en jobskabelse uden for landbruget i december på 240.000 og et fald i arbejdsløsheden til 5,7 pct. fra 5,8 pct.

Rederiet DFDS er i fokus som følge af en ventet afgørelse hos de britiske konkurrencemyndigheders i striden om færgefart på Den Engelske Kanal. Myndighederne har forbudt DFDS-konkurrenten Myferrylink, der er ejet af Eurotunnel, at drive færger på kanalen. Men konkurrenten ankede, og det er appelsagen, der skulle finde sin afslutning fredag.

- Vi er relativt komfortable med, at den vil DFDS vinde. Spørgsmålet er så, at hvis DFDS vinder, vil Eurotunnel så acceptere det, eller vil de afsøge nye appelmuligheder. Der er vi faktisk i tvivl. Det værste for aktien er i vores øjne hvis retssagen trækker ud, og der er den usikkerhed, siger Michael Borre.

Det er efter hans vurdering bedre, at der kommer en endelig afgørelse, og hvis DFDS taber sagen kan det betyde, at selskabet lukker ned på Den Engelske Kanal, hvilket vil lukke en underskudsgivende rute for selskabet.

- Og hvis de vinder er det naturligvis endnu mere positivt, for så er der et potentielt underskud på Den Engelske Kanal, som kan vendes til et overskud. Det vi helst ikke vil se er en usikkerhed, hvor selskabet står i et ingenmandsland og ingen ved, om selskabet har tabt eller vundet endnu, siger Michael Borre.

DFDS-aktien steg torsdag 3,1 pct. til 625,00 kr.

Pandora kan komme i fokus igen efter det bratte fald torsdag eftermiddag, hvor den amerikanske juvelerkæde Signet, der blandt andet forhandler Pandoras smykker i USA, meldte om skuffende salg af charms i forbindelse med julehandlen.

- Jeg tror, den stadigvæk vil være i fokus, for nyheden kom så sent torsdag. Nyheden øger risikoen, for vi har nogle indikationer på, at det amerikanske salg måske ikke går helt så stærkt, som vi havde forventet. Det tror vi godt kan påvirke aktien lidt op til regnskabsaflæggelsen, hvor vi får den endelige dom over, hvordan julesalget tik i USA.

Pandora, der faldt 4,2 pct. til 472,50 kr. onsdag, aflægger årsregnskabet 17. februar.

Novo Nordisk har fået løftet sit kursmål hos finanshuset UBS, der nu mener, at aktien er 260 kr. værd. Anbefalingen er uændret ”neutral”. Novos aktie steg torsdag 2,0 pct. til 269,80 kr.