Aktier: Pandora medvirker til gylden dansk start på ugen

Et flot comeback til Vestas og kursrekorder til Pandora og Novo Nordisk sikrede mandag det danske aktiemarked en forrygende start på en ganske travl uge. DSV, Novo Nordisk og Novozymes kommer senere på ugen med regnskaber for andet kvartal, og alle tre aktier fik en god behandling mandag.

Foto: Christian Liliendahl.
Læs mere
Fold sammen

C20 Cap-indekset sluttede hele 1,9 pct. højere i 1054,88. Dermed nærmer indekset sig igen rekordterritorium og lukkerekorden fra den 20. juli på 1063,86.

Blandt mandagens største vindere var Vestas, der sluttede med en gevinst på 4,2 pct. til 386,30 kr. efter et fald på 5,4 pct. i sidste uge. Danske Bank nævnte mandag i et notat to grunde til, at vindmølleaktien kan være et godt køb inden halvårsregnskabet.

- Vi ser to potentielle kurstriggere i forbindelse med regnskabet: 1) en opjustering af forventningerne, og 2) ekstraordinært udbytte eller aktietilbagekøb, skrev Danske Banks analytikere.

Samtidig øgede Danske Bank sit kursmål for aktien til 450 kr. fra 400 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Helt i toppen af C20 Cap endte Pandora med en stigning på 4,6 pct. til 799 kr. Både guld- og sølvpriserne faldt mandag.

Den gode stemning blandt de danske aktier skulle desuden ses i lyset af et comeback til dollar, der lå en del styrket sammenlignet med niveauet ved dansk børslukketid fredag.

DOLLAR HAR EFFEKT

- Netop dollar er afgørende for, at specielt de europæiske eksportører også fremadrettet kan præsentere fornuftige tal. Så dollareffekten har bestemt noget at sige også i forhold til de danske aktier, siger aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen til Ritzau Finans.

Blandt de dollarfølsomme aktier steg A.P. Møller-Mærsk med 2,7 pct. til 11.880 kr. Jyske Bank løftede kursmålet for Mærsk-aktien med 500 kr. til 14.000.

- Vi mener, at der er bygget en masse negative ting i den nuværende aktiekurs, men vurderer, at vi godt kan få en positiv overraskelse i regnskabet den 13. august. Vi mener, at markedet allerede har indregnet en nedjustering fra Maersk Line, og at det er rigeligt indregnet i kursen, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

DSV, der kommer med halvårsregnskab tirsdag, steg med 1 pct. til 234,50 kr., og Novo Nordisk, der gør status torsdag, endte med en gevinst på 2,8 pct. til 409,50.

I bunden af C20 Cap-indekset faldt Coloplast med 0,8 pct. til 486,20 kr., og FLSmidth lå igen i den dårligste fjerdedel af C20-feltet efter en stigning på 0,30 pct. til 303,90 kr.

- Man skal være opmærksom på, at noget af det, der fylder mest i aktiemarkedet lige nu, er at priserne på råvarer har været sådan under pres, og det har også ramt nogle af de danske aktier. FLSmidth er kommet meget retur, og også Mærsk har i den senere tid været ramt på den baggrund, vurderer Martin Munk.

BAVARIAN BLEGNER

Blandt sidepapirerne havde den amerikanske hedge fond Kerrisdale held til at presse Bavarian Nordic-aktien via en optræden i dagbladet Børsen.

Kerrisdale har løbende fra april til juli opbygget en såkaldt "shortselling"-position på 2,7 pct. af aktierne i biotekselskabet. Det betyder, at fonden har lånt 2,7 pct. af aktierne i Bavarian, og formentlig solgt dem i markedet i håb om på et senere tidspunkt at købe dem billigt tilbage igen for at aflevere dem tilbage til ejerne.

Bavarian-aktien har i den periode ligget i et kursniveau på 325-360 kr., men mandag dykkede aktien 4,7 pct. til 306 kr. blandt andet oven på Kerrisdales udtalelser til Børsen om, at aktien er ca. 70 pct. overvurderet.

- Det kan ikke udelukkes, at der er nogle, formentlig mindre aktører, som bliver bekymrede eller usikre, og benytter lejligheden til at reducere deres beholdning, vurderer Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

Ifølge Børsen holder de store aktionærer fast i deres aktier.

Uden for det fine selskab kom der også nyt fra det færøske olieselskab Atlantic Petroleum, der meddelte, at det overvejer en række strategiske muligheder såsom fusion, salg eller partnerskaber. Selskabet, som er hårdt presset af den lave oliepris, fremhævede i meddelelsen, at dets aktiviteter næste år ikke er finansierede. Olieaktien dykkede 7,8 pct. til 32,90 kr.

De pauvre superligaresultater i Brøndby, der står uden sejr i sæsonens tre første kampe, kunne også aflæses på børsen, hvor fodboldaktien lukkede 5 pct. nede i 1,70 kr.