Aktier: Pæne stigninger og positivt momentum

De amerikanske aktieinvestorer kunne se tilbage på pæne stigninger, da mandagen var ovre på Wall Street.

Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktieinvestorer kunne se tilbage på pæne stigninger, da mandagen var ovre på Wall Street.

De forbrugerrelaterede aktier fik en positiv modtagelse af nye data for især de personlige indkomster, mens privatforbruget lå en anelse lavere end ventet.

- At se en positiv opfølgning af den stærke februar måned er ret opmuntrende. Vi fik nogle ganske hæderlige data i morges, og med de bedre end ventede europæiske nøgletal og den kinesiske centralbanks rentereduktioner i weekenden, er det en kombination, der har løftet markedet højere, siger chefstrateg Walter Todd fra Greenwood Capital i South Carolina til Bloomberg News.

Det personlige forbrug faldt med 0,2 pct., og de personlige indkomster voksede med 0,3 pct., hvor økonomerne havde ventet et fald i det personlige forbrug på 0,1 pct. og en fremgang i indkomsterne på 0,4 pct.

Mandag sluttede med et plus i S&P 500-indekset på 0,6 pct., som sendte indekset til 2117,39. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med en stigning på 0,9 pct. i 18.288,63, mens Nasdaq-aktierne øgedes 0,9 pct. til 5008,10. Det er første gang i 15 år, at Nasdaq-indekset er over 5000.

Omsætningen var omkring det normale niveau på New York Stock Exchange, hvor 742 mio. aktier skiftede hænder. Aktiviteten på Nasdaq-børsen nåede op på 1,9 mia. aktier i omsætning.

Selskabsspecifikt var der fra start opmærksomhed på Mobile World Congres i Barcelona, hvor forventningerne til Facebooks grundlægger og topchef Mark Zuckerbergs tale var skruet op til højder, som kun it-branchen i USA kan prale af. Investorerne fik sig dog en næse, der var lige så lang som Zuckerbergs tale var kedelig, og adskillige tilhørere fik sig en lur, mens andre listede af på trods af, at de havde stået i kø i timevis for at få en plads i salen. Facebook steg dog alligevel 1 pct.

Blackberry havde varslet lancering af ny software, der også kan anvendes på Apples iPhone. Det faldt i analytikernes smag, og den tidligere så voldsomt ramte aktie steg efterfølgende 2,2 pct.

97 pct. af selskaberne i S&P 500-indekset har nu fremlagt regnskab, og de 74 pct. har slået forventningerne. Nu forudser analytikerne, at det samlede overskud for de 500 selskaber vil blive reduceret med 4,9 pct. i indeværende kvartal sammenlignet med en stigning på 4,6 pct. i første kvartal sidste år.

Blandt de selskaber, der leverer regnskaber i indeværende uge er elektronikkæden Best Buy, der startede ugen med en stigning på 1,4 pct., og kontorforsyningskæden Staples, som øgedes 1,5 pct.

Kreditkortselskabet Mastercard har indledt et samarbejde med elektronikgiganten Samsung om mobilbetaling via smartphone. Mastercard steg 2,1 pct.

Tirsdag morgen handles de amerikanske aktiefutures med fald i størrelsesordenen omkring 0,1 pct. i Asien.