Aktier: Pæne stigninger i Japan men mere afdæmpet andre steder

Efter tre dage med ferielukket på det japanske aktiemarked i slutningen af sidste uge har japanerne startet ugen med pæne stigninger på aktiebørsen i Tokyo.

Arkivfoto. Efter tre dage med ferielukket på det japanske aktiemarked i slutningen af sidste uge har japanerne startet ugen med pæne stigninger på aktiebørsen i Tokyo.  Fold sammen
Læs mere
Foto: STR

Det skal formentlig ses i lyset af en overvejende positiv stemning på de internationale aktiebørser i sidste uge, som blev rundet af med en opløftende jobrapport fra USA.

Siden har det franske præsidentvalg også fundet en vinder. Det blev finansmarkedets foretrukne, Emmanuel Macron, som sejrede foran Front Nationals, Marine Le Pen.

Det kan også være en medvirkende årsag til den positive stemning på det japanske finansmarked, efter at aktierne i valgkampen havde reageret positivt på meningsmålinger, der viste sejr til netop Macron.

Natten til mandag oplyste det franske indenrigsministerium, at med næsten samtlige stemmer talt op har Macron fået opbakning fra 66,06 procent af vælgerne.

Opbakningen til Macron er større end ventet, og det »er et stærkt signal om, at populismen ikke har så stærk grobund i Europa, som mange havde frygtet«. Det vurderer Nordea ifølge Børsen i en analyse.

På børsen i Tokyo ligger Nikkei 225-indekset mandag morgen 2,2 pct. højere i det højeste niveau siden december 2015, og det bredere Topix-indeks ligger ligeledes med et plus på 2,2 pct.

Uden for Japan på de øvrige asiatiske børser viser markedet dog en mere flad udvikling. Shanghai Composite handles 0,9 pct. lavere, og CSI 300-indekset falder ligeledes 0,9 pct., mens børsen i Hongkong stiger 0,4 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Taiwans Taiex-indeks med et lille plus på 0,1 pct., mens Singapores Strait Times dykker 0,1 pct., og børsen i Sydney stiger 0,4 pct. målt på ASX 200-indekset.

De amerikanske aktiefutures ligger på udsving på mindre end 0,1 pct. mandag morgen.