Aktier på optur efter markante kursfald

Efter en meget nervøs stemning i onsdagens indledende handel genvandt de danske aktier over formiddagen de markante kursfald.

Over middag lå C20-indekset blot 0,1 pct. lavere i 495,40, mens der stadig var solide tab på de europæiske markeder.

Aktierne i Carlsberg og A.P. Møller - Mærsk var blandt de aktier, som fik vendt store minusser til en marginal fremgang.

Cykliske A.P. Møller - Mærsk B-aktie lå 0,3 pct. højere i kurs 70.100, efter at have indledt dagen med et fald på over halvanden procent. Tirsdag var der godt nyt til APM-investorerne, idet finanshuset Exane BNP Paribas hævede sit kursmål på APM's B-aktie med 4.000 til 76.000. Finanshuset venter, at der bliver større fokus på shareholder value, samt at containerfragtraterne nåede bunden i første kvartal 2007.

Onsdag skrev shippingavisen Lloyd's, at nedturen for containerrederierne ser ud til at være slut, og at raterne har udviklet sig bedre end ventet.

Danisco lå 0,7 pct. højere i kurs 415 efter tirsdagens uro på bagsmækken. De vedvarende kursfald hos Danisco har skabt ønsker hos mindre aktionærer om en opsplitning af Danisco i en ingrediensdel og en sukkerdel, men storaktionæren ATP ser mindre lyst på ideen om en opdeling af Danisco.

Den meget svingende Vestas aktie lå 0,9 pct. lavere i 371,5, til trods for fortsatte stigninger i oliepriserne. Stigende oliepriser øger lysten til investeringer i alternative energikilder. Oliepriserne er tæt på det højeste niveau i de seneste elleve måneder.

Den amerikanske referenceolie WTI blev onsdag middag handlet til 72,6 dollar pr. tønde og var for en kort bemærkning over 73 dollar pr. tønde natten til onsdag, på grund af bekymringer for nedlukninger af enkelte olieraffinaderier.

Carlsbergs satsning i den internationale vinsektor bliver ført an af design- og konsulentfirmaet Sieberthead. De har således skabt navnet, design og arbejder på positioneringen af vinen, der hedder Invenio, som især skal sælges i England. Carlsberg lå 0,4 pct. højere i kurs 683.

Capinordic lå uændret i kurs 27,0. Flere storaktionærer har købt de aktier som Keops tirsdag solgte. Aktierne i Keops lå 0,8 pct. lavere i kurs 23,60.

Investeringsselskabet af 11.12.1990, der er storaktionær i ejendomsselskabet Keops, har tirsdag solgt 11.613.815 aktier i selskabet. Det betyder at selskabet ikke længere ejer aktier i Keops, oplyste Investeringsselskabet onsdag.

Rovsing lå 1,4 pct. højere i kurs 14,8, efter tirsdagens fremgang på knap 9 pct. Godt et halvt år efter, at Rovsing gik på børsen, lever selskabet op til sine løfter over for investorerne. Det oplyste bestyrelsesformand hos Rovsing, Søren A. Rasmussen, i et interview med RB-Børsen.

Aktierne i den færøske Eik Banki stormede frem onsdag på sin første handelsdag på Københavns Fondsbørs. Åbningskursen lød på 705 kr. pr. aktie, men lå onsdag middag i kurs 760.

(RB-Børsen)