Aktier: Oracle står til kursklø i ellers positiv start

De amerikanske aktier går umiddelbart en let positiv start på tirsdagens handel i møde, og dermed ser amerikanerne ud til at følge i hælene på de europæiske handlere, der også sender aktierne en smule op tirsdag.

Foto: ANDREW KELLY. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Futures peger omtrent halvanden time før starten på stigninger på mellem 0,1 og 0,2 pct. i de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones. Alle tre indeks faldt med over 1 pct. i mandagens handel.

Tirsdag kigger investorerne frem mod denne uges rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der er ventet en renteforhøjelse på 0,25 pct.point til 1,50-1,75 pct.

Endnu vigtigere er dog centralbankens kommunikation om planerne for fremtidige stramninger af pengepolitikken. Indtil nu har beslutningstagerne i rentekomitéen FOMC stillet tre renteforhøjelser i 2018 i udsigt, men flere økonomer vurderer, at der meget vel kan komme fire af slagsen, hvis det økonomiske opsving fortsætter.

Oracle får stryg på skuffende prognose

Blandt enkeltaktierne er der udsigt til en sløj dag for softwareselskabet Oracle, der sent mandag afleverede regnskabstal for tredje kvartal 2017/18.

De viste umiddelbart pæne takter, mens også forventningerne til fjerde kvartal ser godkendte ud. Til gengæld halter salgsvæksten i de nyere produkter, og det skuffer investorerne.

Oracle hentede i tredje kvartal en omsætning på 9,78 mia. dollar, hvilket var helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Den justerede indtjening per aktie landede på 0,83 dollar mod ventet 0,72 dollar blandt analytikerne.

For fjerde kvartal venter selskabet en justeret indtjening per aktie på 0,92-0,95 dollar, mens analytikerne inden regnskabet havde sigtet efter 0,90 dollar. Oracle venter samtidig en justeret omsætningsvækst på 1-3 pct. i fjerde kvartal mod en forventning om 3 pct. blandt analytikerne.

Den helt store skuffelse er Oracles prognose om faldende salgsvækst i de cloudbaserede produkter, hvilket kan signalere, at selskabet har svært ved at flytte salget fra de traditionelle software-produkter til de nyere cloudbaserede løsninger.

Det har også efterfølgende fået flere analytikere til at sænke anbefalingen af aktien, der i tirsdagens formarked falder med hele 8,2 pct. til 47,70 dollar.

Fedex leverer tal efter lukketid

Efter lukketid på de amerikanske børser venter der regnskab fra pakkeselskab Fedex, som gør status for tredje kvartal 2017/18.

Analytikerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en justeret indtjening per aktie på 3,11 dollar i kvartalet.

Omsætningen ventes at have været 16,17 mia. dollar i kvartalet.

Inden rapporteringen stiger aktien med 0,6 pct. til 251 dollar i det amerikanske formarked.