Aktier: Optismen er vendt tilbage i Europa

Børserne på det europæiske kontinents toneangivende markeder stiger med 0,5 pct. i London, 0,6 pct. i Paris og ligeledes 0,6 pct. i Frankfurt.

Samlet løftes det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med 0,7 pct. til 363,48.

Dermed ser den stigende optimisme på de europæiske aktiemarkeder fra torsdag ud til at fortsætte fredag. Torsdag var der plusser på over 1 pct. i såvel Frankrig, England som Tyskland, og i Stoxx 600-indekset steg knap 500 af dets 600 aktier. Det var styrket tro på, at den amerikanske centralbank ikke foreløbig - og i hvert fald ikke i år - begynder at hæve renten for første gang siden 2006, der gav aktieglæde.

Fredag lader markedet desuden til at se frem til næste uges møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, med optimistiske forventninger om, at centralbanken vil benytte anledningen til at komme med yderligere stimuli, der skal støtte den europæiske økonomi.

- Vi kan meget vel stå over for, at der ikke kommer nogen renteforhøjning fra den amerikanske centralbank og en udvidelse af stimuliene fra Europa og i Japan. Det giver et boost til aktierne. Samtidig er oliepriserne kommet sig lidt, og indtjeningerne i USA og Europa har ikke været så ringe, siger John Plassard, senioraktiehandler ved Mirabaud Securities, til Bloomberg News.

Nøgletal for forbrugerpriserne i eurozonen viste fredag formiddag et fald på 0,1 pct. på årsbasis. Det var som økonomerne ifølge data indsamlet af Bloomberg havde ventet, men stadig langt under ECB's målsætning og kan dermed være et yderligere argument for, at centralbanken vil komme med tiltag i næste uge.

På selskabssiden er der størst fremgang til den franske detailkæmpe Carrefour, som går 6,7 pct. frem til 29 euro efter at kunne rapportere om en forbedret omsætning.

Også den britisk-schweiziske minegigant Glencore går frem, efter at kapitalforvalteren Blackrock har øgets sin position i mineselskabet. Glencore-aktien hæves 3,4 pct. til 121,80 pence.

Blandt de selskaber, der får aktiehøvl fredag, er den tyske modegigant Hugo Boss, der sent torsdag nedjusterede forventningerne til salg og indtjening i 2015. Den skuffende udvikling skyldes svigtende salg i Kina og USA gennem tredje kvartal. Hugo Boss-aktien glider 10 pct. til 92,01 euro.

Den schweiziske fødevaregigant Nestlé rapporterede en organisk vækst i omsætningen for de første ni måneder af i år på 4,2 pct. Men det var lavere end ventet af analytikerne, der ifølge Bloombergs data havde estimeret en vækst på 4,7 pct. Nestlé-aktien falder 2,2 pct. til 73,50 euro.