Aktier: Opkøb, fusion og centralbankstøtte gav massivt plus

De amerikanske aktieinvestorer havde svært ved at få armene ned mandag på Wall Street. Virksomhedsfusioner og optimisme om fortsat støtte fra centralbankerne til den globale vækst bar markedet frem til den største stigning i otte uger.

Det var især kommentarer fra den kinesiske centralbank i weekenden, som fik investorerne op af stolen.

- Der var den kinesiske centralbanks kommentar om stimulus over natten, mens de økonomiske data her til morgen var en lille smule blandede. Det har øjensynligt fået investorerne til at sende pengene tilbage i arbejde i håb om, at indtjeningen vil vise sig bedre end ventet. Men dagens største positive ting er, at der ikke er nogen negative, siger aktiestrateg Larry Peruzzi fra Cabrera Capital Markets til Bloomberg News.

Tirsdag morgen ser det dog knap så godt ud, idet de amerikanske aktiefutures ligger med negative undertoner. S&P-futuren falder knap 0,2 pct. i Asien.

Fra nøgletalsfronten var den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core i centrum. Indikatoren viste en stigningstakt på 1,4 pct. på årsbasis i februar, mens priserne steg 0,1 pct. i forhold til måneden før.

Økonomerne havde ventet en stigningstakt på 1,3 pct. på årsbasis og 0,1 pct. på månedsbasis.

Det overordnede inflationstal, PCE-deflatoren, viste en stigning på 0,3 pct. på årsbasis i februar. Det var helt som ventet.

Mandag endte med en stigning i S&P 500-indekset på 1,2 pct., som sendte indekset op i 2086,24. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med et plus på knap 1,5 pct. i 17.976,31, mens Nasdaq-indekset fik fredagens mindste stigning blandt de store indeks med et plus på knap 1,2 pct. til 4947,44.

Omsætningen var dog ikke helt på det normale niveau på New York Stock Exchange, hvor 650 mia. aktier fredag skiftede hænder. Aktiviteten på Nasdaq-børsen var normal med 1,7 mia. aktier i omsætning.

Selskabsmæssigt var der opkøb i medicinalsektoren.

Catamaran modtog et købstilbud fra det Unitedhealth-ejede selskab OptumRx på 12,8 mia. dollar. Dermed er der gang i konsolideringen blandt selskaber, der rådgiver sygekasserne i forhold til tilskuds- og prisaftaler på lægemidler. Catamaran-aktien blev sendt 24 pct. op, mens Dow-medlemmet Unitedhealth steg 2,4 pct.

Det israelske medicinal- og kopiselskab Teva fandt det store checkhæfte frem i en aftale om køb af det amerikanske medicinalselskab Auspex Pharmaceuticals for 3,2 mia. dollar inklusive gæld. Auspex steg med 41,5 pct.

Investorerne i det amerikanske medicinalselskab Hyperion Therapeutics fik et købstilbud fra irske Horizon Pharma på 1,1 mia. dollar svarende til en præmie på 35 pct. sammenlignet med de seneste 60 dages gennemsnit, og 7,6 pct. i forhold til fredag. Hyperion-aktien steg 7,6 pct. og Horizon Pharma fik lagt godt 18 pct. til kursen.

GN Netcom-konkurrenten Plantronics måtte nedjustere forventningerne til selskabets fjerde kvartal, der slutter med udgangen af marts. Aktien faldt 3,0 pct.

Elbilproducenten Tesla lækkede en kryptisk melding fra topchef Elon Musk om, at selskabet vil offentliggøre et ny produkt linje i slutningen af ​​april, men ikke er en bil. Tesla lukkede 3,0 pct. højere.

/ritzau/FINANS