Aktier: Omtrent neutral åbning i USA

Læs mere
Fold sammen

Det blev stort set til en nulløsning ved torsdagens åbning af det amerikanske aktiemarked.

Underliggende er markedet fortsat nervøst, hvilket de seneste dages udsving i begge retninger bærer vidnesbyrd om. I elleve af de seneste 14 handelsdage har det brede S&P 500-indeks svinget mere end 1,3 pct. Det inkluderer den største dagsstigning siden 2011 og det største dagsfald i samme periode.

S&P 500-indekset, ligger efter knap ti minutter handel med en stigning på 0,2 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks stiger 0,3 pct., mens Dow Jones indeks ligger i minus med 0,1 pct.

Det største fald i Dow-indekset tilfalder detailkæden Wal-Mart, der sætter sig 1,4 pct.

USA's største selskab, Apple, stiger 0,3 pct. efter at være faldet 2 pct. onsdag, hvor selskabet præsenterede en række nyheder. Op til præsentationen onsdag steg aktien en smule, men i løbet af aftenen gik gassen af ballonen.

Det skete ifølge Michael Borre, der er chefaktiespecialist hos Nordea, fordi Apple ikke formåede at præsentere nyheder, der ikke allerede var ventet eller rygtet i markedet, og derfor kan præsentationen i stedet komme til at få en negativ effekt for aktien i den kommende periode, lyder hans vurdering.

Ellers er det småt med nyheder. Dog mere end fordobler Envivio, der stiger 113,42 pct. til 4,06 dollar. Svenske Ericsson vil spendere rundt regnet 830 mio. kr. på opkøb af den amerikanske virksomhed.

Købstilbuddet fra svenskerne er en præmie på 115 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs for aktien.

Ericsson betegner i en meddelelse Envivio som en global leder inden for softwarebaseret videokodning, og købet styrker efter eget udsagn selskabets position inden for videokrompression ved at kombinere software- og hardwarekodning.

San Francisco-baserede Envivio blev grundlagt i 2000 og beskæftiger omkring 200 medarbejdere. Sidste år omsatte selskabet for 43 mio. dollar.