Aktier: Olie- og råvarer trak hele markedet op

De amerikanske aktier lukkede i positivt territorium tirsdag, hvor markedet blev trukket op at råvare- og energiselskaber i kølvandet af stigende råvarepriser.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: SPENCER PLATT

S&P 500-indekset sluttede tirsdag med en stigning på 0,9 pct. til 2038,97. De tunge aktier i Dow Jones øgede 1,0 pct. til 17.417,27, og teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset stod for dagens mindste stigning på 0,7 pct. til 5001,11.

Dagens nøgletal bød på de tredje og endelige amerikanske BNP-data for tredje kvartal. Væksten blev som ventet nedrevideret, men ikke i helt samme takt som estimeret.

BNP-væksten var 2,0 pct. mod 2,1 pct. i den foregående opgørelse og mod økonomernes estimerede nedrevidering til 1,9 pct.

Privatforbruger viste en vækst på 3,0 pct., ligesom det var tilfældet i den forrige opgørelse. Økonomerne havde ventet en nedrevideret forbrugsvækst på 2,9 pct.

- De fleste af de store data er bag os for i år, og vi kommer til at se et fortsat fald i volumen. BNP-dataene fortsætter med at indikere det samme, nemlig at forbruget er i rimelig god form, mens eksporten fortsætter med at kæmpe op ad bakke, siger chef-investeringsstrateg Michael Arone fra State Street Globale Advisors i Boston til Bloomberg News.

Energi- og råvaresektoren løftede S&P-500 og hjalp med til at holde håbet om de traditionelle julegevinster i live. Råoliepriserne fastholdt og udbyggede mandagens stigning, og WTI-olien lå på et tidspunkt marginalt højere end Brent-kvaliteten for første gang i næsten et år. Olie-sværvægtere som Exxon og Chevron steg 0,5 pct. og 1,2 pct.

Der var fokus på en række amerikanske videospilproducenter, der ventes at se en positiv effekt af den nye Star Wars-film. Mens folk verden over strømmer i biografen, venter spilproducenterne Activision Blizzard og Gamestop en stigende efterspørgsel. Activision Blizzard steg 1,2 pct., mens Gamestop faldt 0,5 pct.

Autokoncernen Ford har søgt om 5872 nye patenter i år, hvilket er en stigning på 36 pct. sammenlignet med sidste år. Det gav investorerne nye forhåbninger, og Ford-aktien lukkede med et plus på 3 pct.

Den problemramte mexikanske fastfoodkæde Chipotle har i løbet af efteråret været forbundet med adskillige tilfælde af madforgiftning grundet coli-bakterier. Nu undersøger de amerikanske myndigheder, om restaurantkæden kan knyttes til flere tilfælde af den smitsomme norovirus, der fremkalder voldsomme opkastninger og diarré. Chipotle faldt 5 pct.

Sportsudstyrskoncernen Nike viste sig immun over for den generelle nedgang i detailsalget i selskabets forskudte andet kvartalsregnskab, der blev offentliggjort efter amerikansk børstid tirsdag aften.

Den dominerende markedsstilling og det igangværende modeskift i retning af mere afslappet og sporty beklædning øgede sportsgigantens overskud 20 pct. til 785 mio. dollar.

Samtidig blev analytikernes bekymring om effekten af aftagende økonomisk vækst i Kina blæst væk med en omsætningsstigning i landet på 24 pct. Aktien steg 2,4 pct. i eftermarkedet.

De amerikanske aktiefutures ligger ved sekstiden onsdag morgen med fald på omkring 0,1 pct.