Aktier: Ørsted topper rødt C25 efter frasalgsplaner

Foto: Mads Claus Rasmussen

Ørsted ligger i toppen af det danske eliteindeks, C25, efter selskabet har annonceret et kommende salg af selskabets danske eldistributions- og privatkundeforretning. C25 falder med lige i overkanten af 1,2 pct. til 1101,33

Eliteindekset i Danmark kører dermed et negativt sololøb, eftersom det paneuropæiske stiger med 0,3 pct. og det tyske Dax indeks med 0,4 pct. Flere ledende europæiske indeks viser samme retning.

»Set med danske briller er det stadig et surt marked, og det er eskaleringen af handelskrigen, som jeg godt synes, at man kan kalde det, der gør, at indekset falder tilbage,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Martin Munk henviser blandt andet til muligheden for en øget amerikanske told på europæiske biler, som den amerikanske præsident, Donald Trump, tweetede om i fredags.

Mærsk, der har været den danske aktie, som har været mest berørt af det optrappede handelstvist mellem USA og resten af verden, falder tirsdag yderligere 1,7 pct. til 8524 kr. målt på B-aktien. Det er det laveste niveau i næsten to år.

»Mærsk og lignende har været presset de seneste dage, og det forsætter bare i dag,« siger Martin Munk og henviser også til DSV, der falder med 1,1 pct. til 510,40 kr. Dermed er det den fjerde dag i streg, at aktien falder.

Dagbladet Børsen har tirsdag Mærsks bestyrelsesformand, Jim Hagemann Snabe, på forsiden. Formanden udtrykker stærk tiltro til koncernens nye strategi.

ØRSTED SÆLGER FRA

Som toer blandt C25-aktierne ligger Ørsted til en gevinst på 1,8 pct. til 381,75 kr., efter at energiselskabet har iværksat en struktureret salgsproces vedrørende selskabets danske eldistributions- og privatkundeforretning.

»Set i lyset af Ørsteds strategiske udvikling i retning mod at blive en globalt førende virksomhed inden for grøn energi har Ørsteds bestyrelse og koncernledelse foretaget en strategisk gennemgang af koncernens downstream-forretning,« skriver selskabet en meddelelse.

Bestyrelsen forventes, med opbakning fra aktionærerne, at træffe beslutning om et eventuelt salg inden udgangen af første halvår 2019.

VESTAS VINDER FLERE ORDRER

Vestas forsætter ordrestimen i afslutningen på andet kvartal. Tirsdag har vindmølleselskabet annonceret, at man har vundet en ordre på 47 megawatt, MW, i Japan.

Mandag kunne vindmølleselskabet fortælle, at man havde vundet mindre ordrer i både Tyskland, Ukraine og Norge.

Tirsdag middag er de nyheder dog ikke nok til at afbøde et fald på 3,1 pct. til 391,20 kr.

»Der kan stadig være lidt usikkerhed omkring prissætningen per megawatt, der kan presse den ned. Samtidig er aktien røget ned under 400 kr., og det kan have noget betydning psykologisk og i den tekniske analyse,« vurderer Martin Munk.

ØGET SHORT I BAVARIAN

Bavarian falder 0,5 pct. til 188,38 kr., efter at aktien mandag sluttede i det laveste niveau i en måned. Det canadiske investeringsselskab Connor Clark & Lunn Investment har øget sin shortposition i aktien i Bavarian til 0,70 pct. fra 0,61 pct. og har dermed satset flere penge på, at aktien falder i værdi.

Carlsberg, der falder med 0,1 pct. til 752 kr., har fået hævet sit kursmål hos finanshuset Jefferies til 750 kr. fra 730 kr. Anbefalingen fastholdes på hold.

Fra regnskabsfronten kommer der tirsdag nyt fra Harboes Bryggeri, som gør status for regnskabsåret 2017/18, der løb til og med april og sluttede, inden det bryggerivenlige gode sommervejr satte ind. Bryggeriets seneste forventning var et overskud før skat på 0-10 mio. kr. Aktien i Harboes Bryggeri stiger tirsdag 0,2 pct. til 100 kr.

Også Roblon, der laver fibermaterialer til den optiske kabelfiberindustri, kommer med regnskab for første halvår af 2017/18. Aktien ligger uændret i 311 kr.

Til gengæld stiger den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S, med 0,5 pct. til 22,72 kr., efter selskabet har fået løftet kursmålet til 25,79 kr. fra 23,64 kr.

/ritzau/FINANS