Aktier: Ørsted kan løbe med opmærksomheden efter fravalg

Foto: Mads Claus Rasmussen

Julefreden sænkede sig over det danske aktiemarked torsdag, hvor volumen var til den lave side, og det kan også blive tilfældet fredag.

I USA lukkede de ledende aktieindeks med små plusser, og fredag morgen handles de asiatiske aktier også en smule op. De amerikanske aktiefutures ligger med marginale udsving, ligesom det er tilfældet for de europæiske af slagsen.

Det peger tilsammen i retning af en rolig åbning - måske med pil op - på den sidste handelsdag inden jul.

»Aktier ser ud til at klare frisag og åbne med et lille plus grundet gårsdagens stærke solide amerikanske vækstindikationer. Det til trods for den overraskende valgsejr til separatistpartierne i Spanien, der dermed puster til uafhængighedsgløderne fra tidligere på året,« skriver chefstrateg Philip Jagd fra Nordea i en kommentar.

Eliteindekset, som siden mandag har heddet C25, sluttede torsdagens handel i 1142,03 eller 0,5 pct. højere end onsdagens lukkeniveau.

ØRSTED FRAVÆLGER AUKTION

Blandt de danske selskaber vil der fredag være fokus på eksempelvis Ørsted, som har droppet at byde på en hollandsk auktion for havvindmølleprojekter, da energiselskabet mener, at betingelserne ikke var gode nok.

Den hollandske auktion var den første nogensinde uden statsstøtte, men konkurrenterne Vattenfall og Statoil har alligevel valgt at byde ind.

Hos Ørsted - det tidligere Dong Energy - forklarer man fravalget med, at betingelserne ikke var gode nok til at kunne skabe værdi for selskabet og dermed aktionærerne.

»Vi ville kun byde, hvis vi kunne skabe værdi, og vi har konkluderet, at det ville blive svært, og det er selvfølgelig først og fremmest, fordi den første del af auktionen var uden støtte,« siger Ørsteds hollandske landechef, Jasper Vis.

Torsdag inden nyheden om at droppe det hollandske bud sluttede Ørsted-aktien 1,2 pct. lavere til 340,50 kr.

Efter dansk børslukning var der også nyt fra servicegiganten ISS, som ikke længere vil være til stede på det græske marked og derfor har valgt at sælge sit datterselskab i landet til Isabella Arvaniti-familien. Prisen på handlen er ikke oplyst. ISS-aktien faldt 0,1 pct. til 237,70 kr.

Vestas har haft travlt med at få årets sidste ordrer på plads den seneste uge, og torsdag annoncerede selskabet en britisk ordre på 96 megawatt (MW) inklusive en 15-årig serviceaftale samt en svensk ordre på 49 MW plus en 25-årig serviceaftale. Vestas-aktien sluttede 0,3 pct. lavere til 434,20 kr.

BANKER STEG TRODS BØDER

Blandt bankerne var der nyheder om Danske Bank og Nordea, som begge torsdag blev tildelt bøder. Danske Bank, som steg 1,2 pct. til 244,60 kr., accepterede et bødeforlæg på 12,5 mio. kr., da banken har modtaget en sigtelse fra SØIK for overtrædelse af hvidvasklovens bestemmelser.

Nordea, som steg 1,2 pct. til 76,35 kr., fik sammen med otte andre virksomheder tildelt en bøde på samlet 2 mio. euro. på grund af regelbrud i forbindelse med Panama Papers-afsløringen.

Uden for C25-regi stod Østjydsk Bank med et kursfald på 35 pct. til 1,02 kr. for det største udsving på børsen, efter nyheden om at banken er blevet pålagt nedskrivninger på 132 mio. kr. af Finanstilsynet. Det betyder, at bankens kapitalprocent på 14,6 pct. ligger under de krævede 20,5 pct.

Endelig steg TKD Development 1,4 pct. til 7,15 kr., efter at selskabet solgte et ejendomsprojekt i Aalborg, som det næste år går i gang med at bygge. Der er tale om et lejlighedskompleks, der er solgt for 161,3 mio. kr. til Wagner Ejendomme, som også kommer til at stå for udlejningen.

/ritzau/FINANS