Aktier: Nyhedsfattigt, negativt og nølende marked

Det var et tyndt, nyhedsfattigt og negativt aktiemarked fredag. I hvert fald for de største danske aktier - C20-aktierne. Det var ude i sidepapirerne, at nyhedsstrømmen flød fredag.

Læs mere
Fold sammen

Blandt andet Højgaard Holding og Monberg & Thorsen lå godt til. Det ser ud til, at de to selskaber måske alligevel kan få fingre i kontrakten om Thule-basen på Grønland gennem deres ejerskab af MT Højgaard. Aarsleff meldte om godt regnskab med opjustering og endnu en ordre fra Banedanmark.


Men ellers blev det en rød afslutning på den sidste forårsmåned i 2015.

Det danske eliteindeks C20 Cap-indeks sluttede ugen med et fald på 0,9 pct. til 1016,4, hvilket var stort set uændret fra sidste fredags slutniveau på lige under indeks 1020.


For hele maj steg indekset 1,8 pct. fra indeks 998 ved udgangen af april. Så det var ikke i maj, man skulle have fulgt det gamle børsmægler-mundheld "Sell in May and stay away."


- Det var et tyndt og nyhedsfattigt marked, konstaterede afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Monberg & Thorsen B-aktien steg 2,4 pct. til 360 kr., og Højgaard Holding steg 4,9 pct. til 320 kr., fordi fællesbarnet MT Højgaard måske alligevel har en chance for at fortsætte sit arbejde med den store service- og vedligeholdelseskontrakt på Thule-basen gennem selskabet Greenland Contractors. I hvert fald har en amerikansk domstol Court of Federal Claims i USA afgjort, at servicekontrakten om basen skal gå om.

Aarsleff-koncernen kunne desuden også have en aktie i sagen om kontrakten på Thule-basen, da selskabet havde afgivet bud i første udbudsrunde.

Senere fredag meldte selskabet om indgåelsen af en kontrakt med Banedanmark om elektrificering af 1300 kilometer jernbane. Den samlede kontrakt er på 2,8 mia. kr., og Aarsleffs andel er 1,8 mia. kr.


Aarsleff endte 0,2 pct. højere i 1964 kr. efter også at have leveret regnskab for første halvår, der indeholdt med en opjustering.

Mærsk var fortsat ramt af ratestorm. Spotpriserne på containerfragt har tilsyneladende endnu ikke ramt bunden. I hvert fald fortsatte priserne i samlet flok ned i denne uge. Det såkaldte Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) over spotpriser på containerfragt fra Shanghai til en lang række destinationer faldt i ugen 2,1 pct. til 661,55, og indekset ramte dermed et nyt lavpunkt i dets seksårige historie.

Med til historien hører, at rederiernes udgifter også er faldet meget på grund af de lavere brændstofpriser, og i første kvartal var der pæn fremgang i overskuddet hos blandt andre Maersk Line og CMA CGM trods de faldende rateniveauer.

Mærsk B-aktien sejlede på weekend med et fald på 0,8 pct. til 13.100 kr.


Der var kun få C20-aktier i plus. Det gjaldt DSV, TDC og GN, der steg henholdsvis 0,8 pct. til 236,20 kr., 0,6 pct. til 50,80 kr. og 0,4 pct. til 146,80 kr. Alle uden selskabsspecifikke nyheder.


Vestas meldte om endnu en ordre. Denne gang var der tale om en leverance på 99 megawatt (MW) til to projekter i Mexico på to gange 15 V112-3,3 MW-møller. Med i ordren, der var den tredje i ugen, var også en 15-årig serviceaftale.

Vestas-aktien faldt 0,3 pct. til 346,80 kr.

Danske Bank faldt 0,7 pct. til 199,30 kr. efter at have fået løftet sit kursmål til 210 kr. fra 195 kr. hos norske DNB, der fortsat anbefaler "hold".

Uden for C20 Cap steg DFDS 1,2 pct. til 795 kr. i fredagens handel efter en stigning på godt 2 pct. torsdag. Ifølge Handelsbanken skyldtes fremgangen en historie i en fransk avis.

Avisen meddelte, at konkurrenten Eurotunnel ikke vil forny sine kontrakter med Myferrylink. Det indikerer, at Eurotunnel vil droppe at drive færgedrift på Den Engelske Kanal, hvilket i så fald vil gøre færgedriften her noget mere profitabel for DFDS, skrev Handelsbanken fredag.


Færgedriften på Den Engelske Kanal har længe givet røde tal på bundlinjen for DFDS, og det har medført en længere tvist mellem de to selskaber.

/ritzau/FINANS