Aktier: Nye stigninger udvisker årets tilbagegang på aktiemarked i USA

De amerikanske aktiebørser kunne torsdag for anden dag i træk notere solide stigninger, og dermed har markedet fået visket årets fald væk.

For det brede S&P 500-indeks blev det til en fremgang på 1,8 pct. i kølvandet af tirsdagens stigning på 1,2 pct., da markedet rettede sig efter fem dage i træk med fald.

Dow Jones-indekset lukkede 1,8 pct. højere, og Nasdaq-indekset nåede et plus på 1,9 pct.

Der var godt gang i handlen. Mere end 7,3 mia. aktier skiftede ifølge Bloomberg News hænder, hvilket var 4,8 pct. over et tremåneders gennemsnit.

- Nytårstømmermændene er endelig ovre. Onsdagens vending brød en negativ linje af fald og har givet en mulighed for at skubbe den dårlige stemning af banen, siger Justin Urquhart Stewart, der arbejder med kapitalforvaltning hos Seven Investment Management, til Bloomberg News.

På selskabssiden var der blandt andet fokus på smykkeforhandleren Signet Jewelers, der havde godt gang i salget i juleperioden. I de otte uger frem mod den 27. december steg kædens salg i sammenlignelige butikker således med 3,6 pct. i forhold til året før.

Til gengæld er kædens salg af charms ramt rigtig hårdt på flere store markeder, fortæller selskabet på en telekonference, og det vækker bekymring hos investorerne. Signet-aktien faldt 3,6 pct.

Der kom endvidere regnskab fra Constellation Brands, og det var positiv læsning og indeholdt en opjustering af forventningerne til hele året. De belønnede investorerne med en stigning på 4,5 pct., og aktien lukkede dermed i det højeste niveau nogensinde.

Family Dollar rapporteret endvidere sine tal for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2014/15, og her var tallene en smule skuffende. Selskabet realiserede en justeret indtjening per aktie på 0,44 dollar mod ventet 0,62 dollar per aktie blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Family Dollar-aktien faldt 0,4 pct.

Futures-markedet indikerer små minusser i størrelsesordenen 0,1 pct., når markedet åbner torsdag eftermiddag.