Aktier: Novozymes til tælling efter ny nedjustering

Enzymproducenten Novozymes får tørre tæsk på aktiemarkedet onsdag morgen efter et skuffende regnskab, der indeholdt en nedjustering af forventningerne for andet kvartal i træk.

Foto: Torben Christensen. Novozymes-aktien falder med 11,5 pct. til 253,20 kr. efter morgenens skuffende regnskabstal.
Læs mere
Fold sammen

Det er samtidig også med til at definere den samlede retning for de danske aktier, ligesom rapporteringerne fra Chr. Hansen Holding og Nordea - samt flere andre - i øvrigt også er det.

Efter godt 15 minutters handel falder C20 Cap-indekset med 0,3 pct. til 1033,42.

NOVOZYMES FLOPPER

Novozymes-aktien falder med 11,5 pct. til 253,20 kr. efter morgenens skuffende regnskabstal. For andet kvartal i streg blev forventningerne nedjusteret efter hårdt pres på væksten.

Novozymes venter nu en organisk salgsvækst på 2 pct. mod tidligere ventet 2-4 pct., mens forventningerne til salgsvæksten i danske kroner skrues ned til 0-1 pct. fra tidligere ventet 1-3 pct.

I selve tredje kvartal kunne Novozymes heller ikke leve op til det ventede med en omsætning på 3390 mio. kr. mod ventet 3610 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Driftsresultatet (EBIT) blev 973 mio. kr. mod ventet 1030 mio. kr.

»Der er nogle specifikke ting i divisionerne, der har ændret sig til det værre. Eksempelvis er føde- og drikkevarer udfordret i øjeblikket - blandt andet af prispres. Det fjerner vækst i den division,« siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

»Over en bred kam er det på vækstsiden, at det er skuffende. Vækstmaskinen hakker og hoster noget mere i øjeblikket, end man har set i en årrække,« fortsætter han.

CHR. HANSEN TOPPER

Omvendt positiv er stemningen omkring Chr. Hansen, hvis aktie har været lidt under pres i den seneste periode.

Men det gøres der op med onsdag morgen efter et pænt regnskab for fjerde kvartal 2015/16.

Chr. Hansen leverede nemlig et lidt federe overskud end ventet i perioden, hvor bundlinjen gav et nettoplus på 56,0 mio. euro mod ventet 53,6 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Driftsresultatet (EBIT) før særlige blev helt som ventet med 79,0 mio. euro, mens den organiske vækst umiddelbart var en positiv overraskelse med 9 pct. mod ventet 8 pct.

Aktien i ingrediensselskabet topper C20 Cap med sin stigning på 5,3 pct. til 407,10 kr.

Nordea leverede overordnet set et lidt højere overskud end ventet i markedet i sit tredje kvartal, hvor bundlinjen gav 888 mio. euro mod ventet 818 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Det blev hentet på baggrund af rente- og gebyrindtægter nogenlunde på niveau med det ventede, mens nedskrivningerne på udlån var lavere end ventet med 135 mio. euro mod ventet 145 mio. euro.

Nordea-aktien stiger 2,3 pct. til 72,60 kr. i den tidlige handel.

NNIT leverede pæn fremgang i sit tredje kvartal, og for hele 2016 blev forventningerne til både vækst og marginer fastholdt.

Aktien falder 1,8 pct. til 215 kr. fra start.

Ringkjøbing Landbobank falder med 0,1 pct. til 1489 kr. efter sit ellers flotte regnskab for tredje kvartal, hvor forventningerne til hele 2016's basisresultat præciseres til den øvre del af intervallet 525-600 mio. kr., som tidligere er kommunikeret.