Aktier: Novo tager bundplacering i rødt marked

Det danske C20 Cap-indeks fortsætter de negative tendenser fra USA og Asien og åbner med et fald på 0,6 pct. i et overvejende rødt marked, hvor særligt Novo Nordisk skiller sig negativt ud.

Foto: Drew Angerer. Arkivfoto. Det danske C20 Cap-indeks fortsætter de negative tendenser fra USA og Asien og åbner med et fald på 0,6 pct. i et overvejende rødt marked, hvor særligt Novo Nordisk skiller sig negativt ud.
Læs mere
Fold sammen

Det danske C20 Cap-indeks fortsætter de negative tendenser fra USA og Asien og åbner med et fald på 0,6 pct. i et overvejende rødt marked, hvor særligt Novo Nordisk skiller sig negativt ud.

Eliteindekset følger altså uroen fra de tre store amerikanske aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, som torsdag dykkede markant for anden gang på tre dage, samt de asiatiske markeder, der ligeledes overvejende i minus fredag morgen.

»Aktiemarkederne falder efter terrorangrebet i Barcelona. Faldene kom også i lyset af referatet fra ECBs seneste møde, som afslørede bekymring blandt medlemmerne om euroens styrkelse samt nye politiske uroligheder fra det Hvide Hus,« skriver Nordea Markets i en kommentar.

Bedst i dagens C20 Cap-indekset klarer torsdagens syndebuk ISS sig oven på et ellers skuffende regnskab, hvor ejendomsservicegiganten nedjusterede forventninger til den organiske vækst i 2017 til 1,5-2,5 pct. mod tidligere 1,5-3,5 pct. Aktien stiger 1,6 pct. til 241,80 kr.

Vestas præsterer også en lille stigning fra aktiemarkedets start på 1,2 pct. til 580 kr., efter at vindmølleproducenten måtte tage tørre hug og fald på 8 pct. efter et kvartalsregnskab, som skuffede på de overordnede linjer og viste tegn på forstærket prispres.

Flere finanshuse har som følge af regnskabet efterfølgende justeret kursmålene for selskabet. Goldman Sachs har sænket sit kursmål til 720 kr. fra 740 kr., fremgår det af Bloomberg News, mens Barclays ifølge Reuters har løftet sit kurstarget til 690 kr. fra 675 kr. JPMorgan har ydermere løftet den langsigtede aktiekurs til 700 kr. fra 684 kr.

Dårligst i eliteindekset klarer Novo Nordisk sig, der fredag udbetaler udbytte på 3 kr. Medicinalkoncernen falder med 1,9 pct., svarende til 5,60 kr., og handles nu til 286,40 kr.

Uden for C20 stiger North Media med 0,7 pct. til 29,70 kr., efter at selskabet fredag morgen leverende et regnskab, hvori forventningerne til 2017 blev fastholdt. Allerede torsdag tog mediekoncernen dog lidt af spændingen, da de justerede forventninger til både omsætning og indtjening.

Senere fredag kommer Grønlandsbanken med regnskab for andet kvartal.