Aktier: Novo og Vestas reducerede fald i C20 Cap

Foto: Torben Christensen

Novo Nordisk og Vestas var nogle af de positive islæt i et ellers overvejende surt stemt dansk aktiemarked torsdag, hvor den japanske centralbanks beslutning om ikke at iværksætte nye vækststimulerende tiltag gav røde aktiemarkeder over det meste af verden.

Herhjemme endte C20 Cap-indekset marginale 0,1 pct. lavere i 1001,41, efter at det i løbet af formiddagen havde været nede at vende i 984,71, inden en positiv vending først og fremmest i Novo Nordisk siden var med til at stabilisere indekset. Jyske Bank faldt mest i det danske eliteindeks efter et skuffende regnskab fra banken.

- Det er i særdeleshed beslutningen fra Bank of Japan om at holde pengepolitikken uændret, der rammer Europa her til formiddag. Vi ser også en dollar, som går lidt svagere, hvilket heller ikke er specielt opløftende for europæiske aktier, sagde afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank midt på dagen til Ritzau Finans.

Siden kom der opløftende meldinger fra Novo Nordisk om selskabets nye langtidsvirkende GLP-1-analog Semaglutid, der i et stort studie har vist sig at reducere risikoen for hjerte-kar-tilfælde. De flotte data understøtter potentialet for midlet, som Novo nu vil forberede godkendelsesansøgninger til i både USA og Europa.

- Resultaterne er understøttende for vores topsalgsestimat for Semaglutid. Vi tror fortsat på, at det kan nå et topsalg på mere end 4 mia. dollar. Det er et produkt, som vi ser som arvtager for Victoza, og som skal være med til at beskytte GLP-1-markedet for Novo Nordisk, der få hård konkurrence fra blandt andet Trulicity lige nu, siger aktieanalytiker Frank Hørning Andersen fra Jyske Bank.

Novos aktie endte dagen 2,2 pct. højere i 371,00 kr., efter at den før nyheden havde ligget i 358,20 kr.

JYSKE BANK HAR STORE NEDSKRIVNINGER PÅ LANDBRUG

Dagens store taber i C20 var Jyske Bank, hvis regnskab for første kvartal viste store nedskrivninger på landbruget og pres på nettorenteindtægterne.

- Nedskrivningerne var lidt til den høje side, og ligesom andre banker lider man lidt under nettorenterne, som ikke udvikler sig helt som ønsket, sagde Ole Kjær Jensen.

Aktien i Jyske Bank faldt 5,0 pct. til 267,60 kr., og blandt de øvrige bankaktier faldt Danske Bank 1,2 pct. til 177,20 kr., mens Nordea steg 0,2 pct. lavere i 65 kr.

GODE NYHEDER OM VESTAS

I den positive afdeling fandt man også Vestas, som kunne fortælle om en svensk ordre på 76 megawatt, og at selskabets partner inden for offshoremøller, Mitsubishi, har valgt ikke at udnytte en option på at få majoritet i deres fælles selskab, MHI Vestas. Endvidere kom det frem, at Vestas-aktien er kommet på favoritlisten hos finanshuset Macquarie.

Vestas, som fredag kommer med regnskab for første kvartal, steg 1,3 pct. til 445 kr.

SKUFFENDE MELDINGER FRA MÆRSK-KONKURRENTER

A.P. Møller-Mærsk-aktierne rodede dagen igennem rundt i bunden af det danske eliteindeks påvirket af den generelt sure aktiestemning og faldende på de asiatiske markeder. Natten til torsdag kom der regnskaber fra de tre japanske Maersk Line-konkurrenter, Mitsui OSK, K-Line og Nippon Yusen, der ifølge Bloomberg News skuffede med sine forventninger til nuværende regnskabsår.

Endvidere kom det frem, at Handelsbanken har sænket anbefalingen af Mærsk-aktien til "reducer" fra "køb". Selskabets B-aktie faldt 2,7 pct. til 9125 kr.

STRØM AF REGNSKABER

Derudover var dagen præget af en stribe regnskaber uden for C20. Onsdag aften var protesevirksomheden Össur kommet med regnskab. Det viste en organisk vækst på 3 pct. i årets første tre måneder, mens overskuddet dalede en smule. Aktien faldt 2,5 pct. til 25,20.

Torsdag morgen kom der også regnskab fra Skjern Bank, der ligesom Jyske Bank var påvirket negativt af nedskrivninger i landbruget. Aktien steg dog 0,6 pct. til 32,50 kr. Også færøske Banknordik leverede tal for første kvartal, hvilket investorerne kvitterede for med en stigning på 0,4 pct. til 113,50 kr.

Columbus fastholdt i sit regnskab forventningerne til hele året. Det til trods faldt aktien 0,6 pct. til 8 kr. SP Groups regnskab viste fremgang på både top- og bundlinje i årets første tre måneder, og fremgang var der torsdag også i selskabets aktiekurs, der steg 4,5 pct. til 397 kr.