Aktier: Novo og Vestas holder C20 oven vande

Stigninger i Vestas- og Novo-aktierne sørger for, at de danske eliteaktier til forskel fra de europæiske kolleger starter ugen i fremgang.

Læs mere
Fold sammen

C20 Cap-indekset er steget til 970,03 eller med 0,4 pct. i forhold til lukkeniveauet fredag eftermiddag, mens et fald i det fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks på 0,4 pct. er betegnende for en mere mismodig stemning på det europæiske marked.

- Danmark ligger lidt overraskende i plus, mens resten af Europa er i minus i dag. Og det skyldes, at Novo - i hvert fald lige nu - er i et lille plus, og selv om aktien vægter mindre end tidligere, så er det nok til at trække Danmark i plus i dag, noterer Mads Zink, som er chefaktiehandler i Danske Bank.

Der er ikke egentlig selskabsspecifik baggrund for stigningen i Novo-aktien på 1,5 pct. til 228,80 kr. Men Mads Zink konstaterer, at aktien har været presset gennem længere tid på grund af især udlandets salg af aktien - et salg der i øvrigt fortsætter mandag.

Mads Zink nævner også Vestas som bidragyder til den særlige danske aktiefremgang. Aktien stiger 1,5 pct. til 476,10 kr., og her er der nyhedsmæssig baggrund for udviklingen.

- Ude fra Argentina er der positivt nyt om godkendelse af ti vindmølleprojekter på 765 megawatt. Det giver lidt positiv omtale til Vestas, bemærker Mads Zink.

Mere tungt ligger det for bankerne, hvor Jyske Bank i bunden ad C20 falder 1,3 pct. til 308,20 kr., mens Nordea taber 0,8 pct. til 73,25 kr.

- Det er bekymring for de italienske banker, der er med til at trække bankerne i Europa ned, vurderer Mads Zink

Financial Times skriver mandag, at hvis den italienske premierminister, Matteo Renzi, taber weekendens konstitutionelle folkeafstemning, vil op til otte af Italiens problemramte banker risikere at vælte som følge af markedsturbulens.

- Man kan spørge, om de nordiske banker skal falde på det. For tit bliver de nordiske banker betragtet som sikker havn, og det gør de faktisk også i den her forbindelse, for de nordiske banker falder klart mindre end de europæiske. Vi ser tit, at når der er bekymringer i Sydeuropa, så er der mange, som ønsker at have eksponering mod banker, som køber op i nordisk banker, forklarer Mads Zink.

Danske Bank-aktien klarer sig tilforladelig mandag middag med et kursplus på 0,5 pct. til 206,70 kr.

Medvirkende til kursudviklingen fra ugens start kan også være en lille flok justeringer af kursmål og anbefalinger.

Jyske Bank, har fået skåret kursmålet til 290 kr. fra 320 kr. af svenske SEB. Anbefalingen er uændret "sælg".

Vestas har fået løftet anbefalingen af Commerzbank til "køb" fra tidligere "hold", mens kursmålet er uændret 550 kr.

Og Carlsberg er blevet en del af Macquaries analyseunivers. Banken indleder dækning med anbefalingen "neutral" og et kursmål på 595 kr. Carlsberg falder 0,5 pct. til 592 kr. Konkurrenten Heineken indledes derimod med anbefalingen "outperform" og et kursmål på 79,50 euro mod en kurs mandag morgen på 71,60 euro.

Uden for eliteindekset har NNIT-aktien fået løftet anbefalingen hos Danske Bank til "hold" fra "sælg". It-aktien stiger 2,3 pct. til 180,50 kr.

Bang & Olufsen, der falder 0,7 pct. til 75 kr., har netop lanceret en ny højttaler op til julehandlen. Men kunderne kan først få den leveret til marts. Frustrerende, da Beosound 2 ville være et oplagt julegaveemne, siger forhandler til Børsen.