Aktier: Novo og Genmab er bundpropper i rødt C20-indeks

Der danske C20 cap-indeks er fra åbningens start tirsdag gennemsyret af røde tal, og samlet set åbner eliteindekset med et fald på 1,7 pct. til 931,434.

Læs mere
Fold sammen

I bunden af indekset er det Novo Nordisk, Genmab og Vestas, der falder mest, men også FLSmidth-aktien kommer skidt fra start.

Novo Nordisk falder tirsdag morgen med 2,7 pct. til 360,00 kr. efter en mandag, hvor selskabet ellers løb med al opmærksomheden på grund af en amerikansk godkendelse af det langtidsvirkende insulin Tresiba fredag. Fra morgenstunden mandag steg aktien med 5 pct., men det plus blev sidst på dagen skiftet ud med et fald på 0,8 pct. til 370 kr. Investorerne vil dog fortsat overvåge aktien tirsdag, vurderer aktiehandler Kim Sejdelin fra Jyske Bank over for Ritzau Finans.

- Det var sjovt, at Novo Nordisk ikke fik større applaus for en Tresiba-aftale. Novo vil være fokus igen i dag, og der vil sikkert være nogle, der prøver at fiske lidt efter den aktie. Det bliver nok overskriften på det danske marked, siger aktiehandler Kim Sejdelin fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Genmab falder tirsdag 3,2 pct. til 605,00 kr.

Faldene hos Novo Nordisk og Genmab kan ses i lyset af, at flere store amerikanske medicinalselskaber mandag faldt på det amerikanske marked. Giganten Eli Lilly faldt mandag med hele 5,1 pct.

FLSmidth er også i fokus tirsdag, da råvarepriserne fortsat er under pres, og det får investorerne til at tvivle på fremtidsudsigterne for selskaber som FLSmidth. I samme boldgade faldt det britiske mineselskab Glencore med 29 pct. mandag. Faldet kom, efter at banken Investec advarede om, at der kun er ringe værdi i aktierne, hvis råvarepriserne bliver ved med at være lave. Det skriver Bloomberg News.

- FLSmidth er virkelig i modvind først og fremmest på grund af råvarepriserne. Der er mange mineselskaber, som har det rigtig svært, og det er dem, som skal investere i de anlæg, som FLSmidth laver, og det er altså skidt for FLSmidth, siger Kim Sejdelin.

FLSmidth falder fra morgenstunden med 1,9 pct. til 214,20 kr.

Uden for eliteindekset kommer Dantax tirsdag med regnskab for andet kvartal. Selskabet venter i 2014/2015 et resultat efter skat på 3,4 mio. kr. Tirsdag morgen kommer aktien uændret fra start.

Speas kommer ligeledes med tal for andet kvartal af regnskabsåret 2015/2016. Selskabet venter et langsigtet egenkapitalafkast på 8-9 pct. p.a. Tirsdag stiger Speas 0,2 pct. til 16.470 kr.

Tirsdag kan der også komme fokus på G4S, som har fået skåret i kursmålet af Jefferies til 260 pence fra 290 pence. Anbefalingen er uændret "hold". Omregnet til danske kroner er kursmålet nu 26,12 kr. G4S har tidligere på året meldt ud, at selskabet overvejer at droppe sin børsnotering i København og nøjes med noteringen i London.

Tirsdag falder aktien med 2,2 pct. til 22,81 kr.

ALK-Abelló gik mandag mod strømmen og steg på nyheden om en opjustering efter godkendelse af selskabets tabletvaccine Miticare mod husstøvmide-allergi i Japan. Analytikere mener, at det kan pege i retning af den vigtige amerikanske godkendelse fra FDA.

Tirsdag falder ALK-Abelló 3,1 pct. til 741,00 kr.

/ritzau/FINANS

 

Nicoline Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk