Aktier: Novo og Chr. Hansen i fokus fra start

Stærke tendenser for de amerikanske aktier ventes torsdag at sende positive vibrationer ind over aktiemarkederne i Europa, hvor en "dark horse" dog er markedets reaktion på den nedjustering, som den tyske bilgigant Daimler kom med onsdag aften.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

»Det ser ud til, at vi får lov til at starte lidt bedre op, end man ellers kan frygte, når der er så meget usikkerhed derude. En af de ting, som bliver spændende for os at se, er, hvordan markedet reagerer på den nedjustering, der kom fra Daimler,« siger senioraktierådgiver Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank til Ritzau Finans.

HANDELSKONFLIKT UDLØSER NEDJUSTERING

Det særligt interessante ved nedjusteringen fra Daimler, som ejer Mercedes-Benz, er, at den begrundes med handelskonflikten mellem USA og Kina, idet Kina har gengældt amerikanske tariffer med øget told på biler produceret i USA. Og da Daimler har stor eksport af biler fra USA til Kina, bliver selskabet ramt direkte.

»Den afgørende faktor er, at der hos Mercedes-Benz Cars må forventes færre solgte SUV'er og højere end ventede omkostninger, som ikke helt kan videresendes til kunderne på grund af de forhøjede importtariffer for amerikanske køretøjer på det kinesiske marked,« hedder det i en melding fra selskabet med hovedsæde i Stuttgart.

Daimler-sagen er ifølge Lars Skovgaard Andersen "det, der bliver temaet i dag", herunder hvad der kan forventes at komme af meldinger fra andre virksomheder. Umiddelbart indikeres aktiemarkedet i Europa dog svagt positivt at dømme efter futures.

LET POSITIVE FUTURES

»Det positive stemning, der kommer fra markedet i USA, ser ud til at bære ind her fra morgenstunden, men der er stor udsikkerhed om, hvordan markedet tolker den her Daimler-nedjustering«, siger Lars Skovgaard Andersen.

Futuren på det britiske marked ligger 0,2 pct. højere, mens Dax-futuren i Frankfurt stiger marginale 0,03 pct.

Selskabsspecifikt på det danske marked vil der komme fokus på Novo Nordisk, efter at selskabets orale GLP-1-analog, Semaglutid, har vist signifikant større reduktioner i langtidsblodsukker og vægt sammenlignet med selskabets eget præparat Victoza og konkurrenten Sitagliptin. Det oplyste selskabet sent onsdag på baggrund af to fase 3-studier.

Onsdag endte Novo-aktien 0,2 pct. højere i 288,55 kr.

ANALYSENYHEDER PÅ CHR. HANSEN

Der er endvidere analysenyt ude om Chr. Hansen, som har fået sænket anbefalingen af den svenske bank SEB til "hold" fra tidligere "køb". Samtidig er kursmålet skruet op til 650 kr. fra førhen 640 kr., skriver Bloomberg News.

DNB Markets har desuden hævet sit kursmål for aktien til 720 kr. fra tidligere 660 kr. Anbefalingen af aktien lyder fortsat på køb. Siden årsskiftet er Chr. Hansen-aktien steget med 9,7 pct., og for præcis en uge siden lukkede aktien i sit højeste niveau nogensinde til kurs 652,20 kr. Siden er den dog faldet lidt til 638,40 kr. onsdag.

/ritzau/FINANS