Aktier: Novo Nordisk trak C20 i minus

På en begivenhedsfattig og afventende handelsdag var Novo Nordisk stærkt medvirkende til, at det danske eliteindeks, C20 Cap, sluttede tirsdag af med et samlet fald på 0,6 pct. til 1005,12.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

- Det var en meget tynd handel, hvor investorerne afventede årsafslutningen. Der var ingen nævneværdige nyheder, og det var det, der afspejlede sig i en lav handelsvolumen på det danske aktiemarked, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, til Ritzau Finans.

Indeksets bundprop blev Novo Nordisk, som faldt 1,7 pct. til 385,60 kr. på en dag, hvor selskabet ellers kunne meddele, at de danske lægemiddelmyndigheder har besluttet at yde fuldt tilskud til det langtidsvirkende insulin Tresiba i Danmark.

- Det er i høj grad Novo, der trak C20 længere ned end resten af Europa. Faldet kan skyldes noget positionering frem mod slutningen af året, men handelsvolumen er rigtig lav, så det er småting, der flytter markedet, tilføjer Otto Friedrichsen.

Nordea bemærkede desuden en "lille positiv" nyhed for Novo Nordisk i USA, hvor ICER, der er en uafhængig non-profit organisation, som vurderer værdien af medikamenter, anslår, at insulinpræparatet Tresiba fra Novo Nordisk sælges til en fair pris.

- Medicinalsektoren i USA er under politisk pres, efter at flere selskaber er blevet beskyldt for at tage overpris for deres medicin. ICER's vurdering er derfor en lille positiv nyhed, som kan støtte udbredelsen af Tresiba, skriver chefaktiespecialist Michael Borre fra Nordea i en kommentar.

I den modsatte ende af indekset sluttede FLSmidth af med en stigning på 1 pct. til 235,60 kr., efter at en lang række globale råvarepriser i løbet af tirsdagen kravlede stille og roligt opad.

Ifølge aktiestrategen skyldes fremgangen til FLS-aktien da også en vis stabilisering i råvarepriserne, som tirsdag gav medvind til en lang række råvareeksponerede selskaber over hele Europa.

Ifølge en ny opgørelse fra analysehuset Markit er FLSmidth ellers blandt de mest belejrede aktier i Europa, idet hele 19,1 pct. af aktierne er lånt ud. Det er ikke ensbetydende med, at alle de aktier er i brug til såkaldt shortselling, men en indikation om, at der er stor interesse i at satse på kursfald i FLS.

Vindmølleproducenten Vestas så ud til at gå en god børsdag i møde og derved nyde godt af forventningerne til ordrestrømmen op mod nytår, som plejer at være stor.

Ved tirsdagens børsåbning steg aktien da også omkring 1 pct., men i løbet af dagen blev optimismen udvandet, og aktien lukkede i et fald på 0,8 pct. til 472,30 kr, idet ingen nye vindmølleordrer blev føjet til Vestas' bøger tirsdag.

Blandt sidepapirerne var der flere tæsk til entreprenørvirksomheden Per Aarsleff, der faldt 2,8 pct. til 2179 kr. efter mandagens kursfald på hele 7,7 pct. i kølvandet på et ellers pænt regnskab. Men ledelsen er klar til "vækstpause", hvilket afspejlede sig i forventningerne til næste år, og det var ikke noget, der faldt i investorernes smag.

Til gengæld fortsatte flyselskabet SAS den seneste tids gode takter og sluttede uændret i et negativt marked. Aktien er nu steget 11 ud af de seneste 13 handelsdage.

- Det gode SAS-regnskab fra sidste uge kan have trigget kursstigningen. Aktien har været i skammekrogen i lang tid, og når der i en periode kommer lidt mere positive øjne på aktien, kan den for alvor performe, og det er det, vi har oplevet på det seneste. Og så hjælper det rigtig godt til, at oliepriserne fortsætter med at dykke, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Nye tal fra Danmarks Statistik viste desuden, at den danske økonomi skrumpede i tredje kvartal af 2015, da bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal gik tilbage med 0,4 pct. sammenlignet med andet kvartal.

Udviklingen var svagere end ventet af økonomerne, som havde regnet med en tilbagegang på 0,1 pct. ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News.