Aktier: Novo kurerede nervøst C20 og sikrede rekord

Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisk fandt ud på eftermiddagen fredag det helt rette middel til at kurere et ellers noget sløvt dansk aktiemarked, da medicinalselskabet serverede positive testdata for et stort lægemiddelhåb og sendte C20 Cap-indekset over 900 for første gang.

Eliteindekset sluttede 1,2 pct. højere i rekorden 908,33 - med Novo Nordisk som den klare trækhest. Alt imens var der generelt kursfald i resten af Europa i  skyggen af fortsat usikkerhed omkring Grækenlands økonomiske fremtid.

- Det er Novo Nordisk, der er hele forklaringen på, at Danmark er i plus, mens resten af Europa er i minus. Det var en rigtig positiv meddelelse i eftermiddag, og det er helt fair, at aktien stiger pænt på det, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

Novo præsenterede ud på eftermiddagen fase 2-data for en oral udgave af GLP-1-analogen Semaglutid, som i sig selv indikerer stort potentiale for den tabletbaserede version af lægemiddelkandidaten, der kan ende med at blive en ny storsællert for medicinalselskabet.

- Er Novo i stand til at vise tilsvarende resultater i fase 3, så er der virkelig en god chance for at komme ind og dominere det globale tabletmarked, der er på omkring 100 mia. kr., fastslår Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, over for Ritzau Finans.

Testresultaterne lover dog ikke kun godt for den orale udgave af Semaglutid, men også den injicerbare udgave, som Novo har i fase 3, og som var sammenligningsgrundlaget i studiet med den orale udgave.

En dose på bare 1 mg injicerbar Semaglutid, der er samme dose, som er inkluderet i det igangværende fase 3-studie med midlet, viste nemlig en reduktion af langtidsblodsukkeret (HbA1c) på 1,9 pct. - tilsvarende reduktionen i patientgruppen, der blev behandlet med den højeste dose af den orale udgave af Semaglutid - på 40 mg.

Og det påfaldende er, at reduktionen skete fra et i forvejen lavt niveau, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen, der er forskningsdirektør hos Novo Nordisk.

- Et langtidsblodsukker på 7,9 pct. er et lavere niveau, end vi normalt starter på, og derfor er det endnu mere imponerende, at blodsukkerreduktionen er så stor, og når man samtidig kombinerer det med effekten for vægttab, ser det godt ud, siger han til Ritzau Finans.

- Det er første gang, at vi får data på dosen på 1 mg, der indgår i fase 3-studiet med den injicerbare Semaglutid, og de styrker mig i troen på, at Semaglutid er på vej til at blive best in class inden for GLP-1 - også bedre end Victoza, fortsætter han.

Resultaterne sendte på én gang Novo til vejrs, og aktien endte 4,4 pct. højere i 310,40 kr., der også er rekord for aktien. Samtidig trak stigningen - grundet Novo-aktiens store vægt i C20-regi - hele det danske eliteindeks til vejrs.

Rekord var der også til Pandora, der fredag fortsatte de imponerende takter, der blev startet med tirsdagens stærkt overraskende regnskab for fjerde kvartal. Fredag steg aktien med 2,8 pct. til rekorden 576 kr.

Også ingrediensproducenten Chr. Hansen nåede - uden større nyheder bag - sit højeste niveau nogensinde med en stigning på 1,3 pct. til 287,90 kr. Novozymes og Nordea endte ligeledes begge i rekorder.

På negativsiden var der kursklø til isoleringskoncernen Rockwool, der faldt til bunds som en sten efter sine tal for fjerde kvartal, der blev præsenteret efter markedets lukketid torsdag.

Det russiske marked er nu også begyndt at volde problemer for Rockwool, der skuffede hele vejen ned igennem resultatopgørelsen og samtidig præsenterede umiddelbart defensive forventninger til 2015. Det blev takseret til et kursfald på 1,7 pct. til 770 kr.

For Topdanmark var det samtidig dagen derpå efter et blandt regnskab for fjerde kvartal torsdag middag.

Efterfølgende har Handelsbanken sænket sin anbefaling af forsikringsaktien til "sælg" fra tidligere "reducer" og skåret kursmålet til 186 kr. fra 194 kr. Også Nykredit har sænket sin anbefaling, så den nu hedder "neutral" mod tidligere "outperform".

Topdanmark-aktien faldt med 4,3 pct. til 222,80 kr. efter en stigning på 1,2 pct. på regnskabsdagen.

Ligeledes uden for C20 var der enorme bølgeskvulp omkring Nunaminerals, hvis aktie røg i børspause før middag efter en stigning på godt 46 pct. Ud på eftermiddagen kom Nunaminerals så med en opfølgende meddelelse, men det var ikke godt nyt.

Selskabet er i alvorlige finansielle problemer, var meldingen, og Nunaminerals balancerer således fortsat på randen af en konkurs. Aktien nåede ikke at komme i handel igen fredag.

Rovsing skifter sin bestyrelsesformand ud, i det Kalle Hvidt, der er administrerende direktør hos Topsil - og tidligere direktør hos Bang & Olufsen - overtager posten fra Greg Sims, som dog fortsætter som menigt medlem.

Selskabet stod også til at aflevere regnskab for første halvår 2014/15 fredag, men det nåede ikke at lande inden for markedets åbningstid. Rovsing-aktien faldt med 3,9 pct. til 0,20 kr.

Auriga afleverede i morgentimerne sine 2014-tal, men der er intet ændret i planen om at sælge datterselskabet Cheminova til amerikanske FMC. Handlen ventes stadig at give en udlodning på 323-325 kr. per aktie i løbet af 2015. Aktien faldt 0,6 pct. til 311,50 kr.