Aktier: Novo holder skansen i negativt indeks

Læs mere
Fold sammen

Der er mindre negative bevægelser på de europæiske aktiemarkeder tirsdag middag i kølvandet på fald i USA og overvejende fald i Asien natten til tirsdag. Det rammer også det danske aktiemarked. Markedet kan fortsat karakteriseres som værende i limbo forud for den ventede eller frygtede melding efter den amerikanske centralbanks rentemøde, der slutter torsdag efter dansk børstid.

C20 Cap ligger med et fald på 0,4 pct. i indeks 966,7.

- Aktivitetsniveauet har de seneste dage været faldende og markedet kan bedst karakteriseres som afventende op til torsdagens rentemelding fra Janet Yellen i den amerikanske centralbank, vurderer senioraktierådgiver i Jyske Martin Munk over for Ritzau Finans.

Ud over "afventende" karakteriserer han også markedet som "manglende selskabsspecifikke nyheder".

Novo Nordisk er med kollegerne til europæisk diabeteskonference i Stockholm. Der ventes en pæn nyhedsstrøm fra den front, og det ser ud til at give investorerne mod på aktien. Novo Nordisk liger uændret i 367,30 kr.

Ifølge Jyllands-Posten Erhverv er der ellers skidt nyt for Novo Nordisk. Den schweiziske medicinalgigant Roche har et nyt bløderprodukt under udvikling, der kan ramme Novo Nordisks lukrative forretning på det område.

I toppen af indekset ligger Danske Bank, der stiger 0,6 pct. til 213,20 kr. som den anden af de blot tre C20-aktier, der er i plus. Danske Bank har fået løftet sit kursmål en tier til 255 kr. af kollegaen Nordea, som venter, at bankens tab bliver lavere end tidligere ventet, og at det kommer til at øge indtjeningen.

A.P.Møller-Mærsk har fået skåret sit kursmål af japanske Nomura til 10.100 kr. fra 10.800 kr. Aktien handler i bunden af C20 Cap med et fald på 1,6 pct. til 10,640 kr.

Det er dog næppe den japanske nedjustering, der er baggrunden for tirsdagens kursfald.

- Mærsk har det generelt svært primært indenfor Line og Olie, vurderer Martin Munk. Olieprisen faldt fredag og mandag med i alt omkring 5 pct., mens den - målt på Brent-futures - stiger 0,5 pct. tirsdag.

TDC er tirsdag tilbage i rødt med et fald på 0,7 pct. til 37,83 kr. efter mandagens modreaktion på 1,7 pct. på fredagens 7,7 pct. store kursdukkert efter, at konkurrenterne Telia og Telenor opgav at fusionere deres danske forretninger. Dermed er der fortsat udsigt til intens konkurrence på det danske marked.

Uden for eliteindekset er det biotekselskabet Bavarian Nordic, der tiltrækker sig opmærksomhed. Mandag aften annoncerede selskabet, at det havde landet en kontrakt på levering af ebolavacciner for 9 mio. dollar, svarende til 59,3 mio. kr., til Crucell Holland, som er et selskab hørende til Janssen Pharmaceutical Companies.

Den nye aftale mellem de to partnere er et led i kontrakten med U.S. Biomedical Advanced Research and Development Authority (BARDA), hvor Janssen er blevet tildelt støtte til den videre udvikling af vaccinen mod ebola.

- Det er klart positivt, at der nu er gang i salget af ebolavaccine, vurderer Martin Munk.

Bavaran Nordic-aktien stiger 2,7 pct. til 302 kr.

Bang & Olufsen er ifølge Dagbladet Børsen snart klar med frasalg af endnu et guldæg - Icepower. Formand Ole Andersen venter, at salget af det velindtjenende teknologiselskab på plads senest ved årsskiftet. Den Struer-baserede virksomhed stiger tirsdag 1,1 pct. til 46,30 kr.