Aktier: Novo, Genmab og Lundbeck i fokus i forsigtig handel

Det danske aktiemarked kan starte årets sidste handelsdag med let stigende kurser, efter at børserne i USA torsdag kravlede lidt op hen mod børslukketid og lukkede med rekord i Dow Jones-indekset.

Fredag morgen ligger de amerikanske futures desuden med små plusser, mens den tyske DAX-future starter dagen med en stigning på 0,1 pct.

Torsdag var handlen præget af lav volumen på grund af afventende og ferierende investorer, og det kan gentage sig på den sidste handelsdag inden nytår.

Lundbeck, Novo Nordisk og Genmab kan løbe med den helt store opmærksomhed fra morgenstunden som følge af justerede kursmål fra storbanken JPMorgan.

Også Vestas kan komme til at trække overskrifter, da selskabet traditionelt indgår mange kontrakter frem mod årsafslutningen.

Vindmølleproducenten fik hentet yderligere et par småordrer i USA i hus i løbet af torsdagen og kan efterhånden se tilbage på en god stime af ordrer i løbet af december.

Indtil videre har Vestas i år offentliggjort ordrer på 9316 megawatt inklusive uannoncerede ordrer til og med tredje kvartal. I 2016 fik Vestas i alt 10.494 megawatt hjem i ordrebogen inklusive uannoncerede ordrer.

Der er fortsat tid til, at der kan blive offentliggjort flere aftaler, inden ordrebøgerne for i år lukkes. Torsdag faldt aktien 1,1 pct. til 434,50 kr.

JPMORGAN JUSTERER KURSMÅL

Novo Nordisk, der torsdag lukkede uændret i 334,60 kr., kan blive påvirket af, at det amerikanske børshus JPMorgan ifølge Bloomberg News har løftet anbefalingen af medicinalgigantens aktie til "neutral" fra "undervægt", mens kursmålet samtidig er hævet til 290 kr. fra 230 kr.

JPMorgan har også kigget nærmere på Genmab og Lundbeck. Genmabs kursmål er blevet reduceret til 1125 kr. fra 1330 kr., mens anbefalingen fastholdes på "neutral". Lundbecks kursmål er endvidere justeret ned til 300 kr. fra 340 kr., og også her er anbefalingen fortsat "neutral".

Torsdag faldt Genmab 1,2 pct. til 1040 kr., mens Lundbeck sivede 2 pct. til 303,80 kr.

MATAS I FOKUS UDEN FOR C25

Herhjemme endte C25-indekset torsdag med et fald på 0,3 pct. Uden for eliteindekset kan opmærksomheden fredag samle sig om Matas, da selskabets bestyrelsesformand, Lars Frederiksen, er aktuel i et interview med Berlingske Business.

Han arbejder sammen med kædens nye direktør, Gregers Wedell-Wedellsborg, på en ny strategi, der skal bringe selvtilliden og aggressiviteten tilbage.

Lars Frederiksen siger i interviewet med avisen, at Matas førhen forklarede sine udfordringer ved at skyde skylden på andre, heriblandt den stigende nethandel og den fremadstormende konkurrent Normal, men det skal nu være slut med at se sig selv som et offer.

Matas-aktien sluttede 1,3 pct. højere torsdag i 77 kr.