Aktier: Norwegian flyver videre trods Kjos-afvisning af salg

Læs mere
Fold sammen

Der er generelt en positiv stemning på de europæiske aktiemarkeder fredag, hvor ugens aktuelle temaer - handelskonflikten mellem Kina og USA og Syrien-konflikten - dog lurer lige under overfladen.

Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 ligger 0,3 pct. højere, og de tre store indeks ligger uens med stigninger på 0,4 pct. i Frankrig og stigninger på 0,7 pct. i Frankfurt. I London er der fald på 0,1 pct. i FTSE 100-indekset.

I Norge er der fortsat fokus på SAS-konkurrenten Norwegian, efter at britiske IAG Group havde ytret interesse for selskabet. Frieriet er dog fredag blevet af afvist af storaktionæren og direktøren, Bjørn Kjos.

Bjørn Kjos har ingen planer om at sælge sine aktier i selskabet. Det udtaler direktøren fredag i forbindelse med selskabets ekstraordinære generalforsamling, skriver TDN Finans. Ifølge nyhedsbureauet Direkt ejede Bjørn Kjos ved årsskiftet 26,8 pct. af aktierne i Norwegian.

Torsdag steg aktien 47,2 pct., mens stigningen er mere beskedne 2,6 pct. fredag til 270,80 norske kr.

BRITISK I TOP OG BUND

I bunden af Stoxx 600 ligger to britiske selskaber - softwareselskabet Sage Group og ejendomsselskabet Hammerson, der begge falder mere end 10 pct.

Hammerson falder, efter at franske Klepierre har opgivet forsøget på at fusionere de to selskaber og skabe Europas største ejendomsselskab. Med den nu manglende interesse fra Kleipierre har Hammerson mulighed for at forfølge et opkøb af konkurrenten franske Intu Properties.

Sage Group oplever det største endagsfald i næsten en kvart århundrede, efter at selskabet overraskende udsendte en meddelelse om, at selskabet ikke når forventningerne.

»Væksten i første halvdel af i år er lavere end vores forventninger,« udtaler chefen for selskabet, Stephen Kelly. Aktien var helt nede med 20 pct. i formiddagens handel.

I toppen af Stoxx 600 ligger det britiske softwareselskab Micro Focus International. Selskabet har fået en hedgefond, Elliot, om bord som aktionær. Hedgefonden vil arbejde for ændringer i det britiske selskab, oplyses det. Micro Focus stiger 5,3 pct.