Aktier: Norske selskaber fisker forgæves i Europa

Læs mere
Fold sammen

En række norske fiskeproducenter er presset på et rødt europæisk aktiemarked onsdag, hvor den gode aktiestart i 2015 efterhånden har mindsket rabatten på europæiske aktier i forhold til de amerikanske.

Blandt selskaberne er der blandt andre markant tilbagegang til den norske lakseproducent Marine Harvest, der onsdag er presset af, at Nordea har haft den norske fiskesektor under luppen, hvilket har ført til en række anbefalings- og kursmålsændringer.

Det presser hele sektoren og i særdeleshed Marine Harvest, der har fået sænket sit kursmål med 18 pct. Nordea påpeger blandt andet, at fiskepriserne i første kvartal er nede med 20 pct. i lokal valuta i forhold til 2014, mens der har været en fangstvækst på 8-9 pct. De lavere priser skyldes især en lavere efterspørgsel fra Rusland.

Desuden påpeger den nordiske storbank, at udgifterne i den norske fiskeindustri er i "udbrud". Nordea har sænket forventningerne til fiskeselskabernes indtjening i 2015 med 16-22 pct.

Marine Harvest-aktien falder 5,8 pct. til 93,10 norske kr., Austevoll Seafood dykker 5,2 pct. til 43,80 norske kr., mens Leroy Seafood smider 5,4 pct. til 235,00 norske kr.

Det er dog ikke kun norske fiskeaktier, der er under pres i onsdagens marked. De europæiske aktier er i det store billede i rødt. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,7 pct. I Tyskland dykker DAX-indekset 0,6 pct., det franske CAC 40-indeks falder 0,8 pct., mens tilbagegangen i det britiske FTSE 100-indeks er begrænset til 0,15 pct.

De europæiske aktier har ellers haft fart på i den forløbne del af året, men de markante stigninger betyder efterhånden, at der ikke er så meget at hente sammenlignet med de amerikanske aktier, vurderer en fransk aktiestrateg.

- Den historiske rabat på de europæiske indeks i forhold til de amerikanske er forsvundet. Investorerne nægter at købe cykliske indenlandske aktier, som for eksempel banker, og fortsætter med at lege med globale aktier, der er eksponeret mod udenlandsk vækst, siger Tristan Abet, der er strateg at Louis Capital Markets i Paris, til Bloomberg News.