Aktier: Nordea og DSV tager teten i grønt marked

Det danske aktiemarked åbner med stigninger over det meste af linjen fredag morgen, hvor Nordea og DSV fører an blandt de store aktier i C25-indekset.

Aktier: Nordea og DSV tager teten i grønt marked Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Efter få minutters handel stiger indekset 0,7 pct. til 1129,32, og hvis den positive tendens holder dagen ud, vil der være tale om tredje plusdag på stribe.

Dermed følger det danske marked i slipstrømmen efter USA, hvor investorerne ignorerede frygt for stigende inflation og sendte de store indeks op med 1,2-1,6 pct. i torsdagens handel.

I toppen af C25 er Nordea at finde med en stigning på 1,3 pct. til 71,14 kr. Finanshuset Berenberg har fredag udsendt en analyse, hvor det gentager sin købsanbefaling.

Der er også fremgang til DSV, som har været til eftersyn hos hos storbanken HSBC, der ifølge Bloomberg News har gentaget sin købsanbefaling og løftet kursmålet til 555 kr. fra 543 kr. DSV-aktien stiger 1,1 pct. til 485,90 kr.

Coloplast er eneste C25-aktie i minus med et dyk på 0,04 pct. til 512,40 kr., uden at der er selskabspecifikke nyheder om medicokoncernen.

Medicinalselskabet ALK-Abelló har fået en godkendelse i hus på det japanske marked af sin tablet mod husstøvmideallergi, kendt under navnene Miticure og Acarizax, der nu også kan sælges til børn. ALK-aktien stiger 1,7 pct. til 725 kr. fra start.

Fredagens eneste regnskab fra den hjemlige scene er halvårsstatus fra Rovsing, der udvikler software til rumindustrien. Rovsing-aktien ligger uændret i 0,14 kr.