Aktier: Nølende åbning med svagt positiv tendens

Tendensen var usikker og nølende kort efter åbningen af de amerikanske aktiemarkeder torsdag eftermiddag. Men et positivt overraskende Chicago PMI-indeks efter et kvarters handel synes at sætte en svagt positiv undertone.

De tre ledende indeks, det brede S&P 500, teknologiindekset Nasdaq og de tunge aktiers Dow Jones-indeks stiger 0,1 pct. efter offentliggørelsen af PMI-tallet, der viste en stigning til 53,6 fra 47,6 mod en ventet stigning til blot 50,7.

Dermed har markederne udsigt til at kunne afslutte marts med den største månedlige stigning siden oktober sidste år, mens årets første kvartal tegner til at slutte med en stigning på 1 pct. for S&P 500, noterer Bloomberg News.

- Vi har set en fantastisk stigning i marts, konstaterer fondsforvalter Nick Ford i Miton Grour over for Bloomberg News.


Men han giver samtidigt udtryk for en vis ængstelse hos investorerne op til begyndelsen på regnskabssæsonen for første kvartal, fordi fremgangen indtil nu har været inspireret af tiltagende tiltro til, at den amerikanske centralbank ikke forhaster sig med rentestigninger.


Dagens selskabsspecifikke menu byder på blandt andet elbilproducenten Teslas lancering af den nye Model 3-udgave, som prismæssigt ligger lidt lavere end de luksuriøse Model S, X og SUV-versioner. Bilaktien accelererer forsigtigt 0,2 pct. fra handelsstart.


Medicinselskabet Medivation avancerer 19 pct., i forlængelse af at selskabet ifølge Bloomberg News' kilder har indledt samarbejde med rådgivere om et forsvar mod et tilbud fra købere, der har vist indledende interesse for selskabet.

Medicinova falder 0,8 pct. i det tidlige marked trods oplysninger om positive forsøgsresultater.

Og Peabody Energy stiger 2,1 pct. efter at have oplyst om problemer med en kreditfacilitet, men også om nedskæring på 235 job.

Op til åbningen kunne handlerne lade sig inspirere af friske nøgletal for nytilmeldte ledige i sidste uge. De viste en skuffende stor tilgang på 276.000 mod en ventet tilgang på 265.000.


/ritzau/FINANS