Aktier: Nets i det højeste niveau siden børsnotering

Foto: Ida Guldbæk Arentsen. Arkivfoto. Nets.
Læs mere
Fold sammen

Kursen på en Nets-aktie var flere gange i løbet af tirsdagen oppe at snuse til rekordniveau, hvilket er lig med udbudskursen fra september sidste år på 150 kr.

Men Nets endte dog i en lidt mere afdæmpet stigning med et plus på 2,7 pct. til 147,50 kr. Sidst kursen var i det luftlag, var i ugen umiddelbart efter børsnoteringen 23. september sidste år.

Interessen for Nets er blusset op, efter at betalingsserviceselskabet lørdag bekræftede skriverier på Bloomberg News om, at det har modtaget henvendelser fra potentielle købere. Nyhedsbureauet nævnte specifikt kapitalfonden Hellman & Friedman som den interesserede part. Fra Nets lød det dog, at det endnu "er på et meget tidligt stadie, og der er ingen sikkerhed for det potentielle udfald".

»Det er jo den aktie, der er mest i fokus i dag. Ud over weekendens nyhed, så kom der nyt om britiske Worldpay, der muligvis er på vej til også at blive solgt - og samlet fik det branchen til at stige,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

Nets røg ud af C20 Cap ved den sidste opgørelse og kunne derfor hverken gøre fra eller til ved stemningen i eliteindekset på fondsbørsen. Samlet faldt indekset med 0,3 pct. til 1154,49 tirsdag.

CHR. HANSEN OP FØR REGNSKAB

Ingredienskoncernen Chr. Hansen endte dagen før offentliggørelsen af de finansielle resultater for tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2016/17 i et plus på 1,4 pct. til 474,70 kr. Det var nok til en placering i toppen af indekset.

Væksten vil være i centrum, og ifølge Sydbanks analytiker Morten Imsgard kan der nemlig være et lille løft af bunden af prognosen på vej.

»Efter en rigtig god start på året for Chr. Hansen er der lagt op til, at væksten måske kommer til at aftage en smule, men at selskabet samtidig vil kunne levere en opjustering af salgsprognosen,« siger Morten Imsgard.

Chr. Hansen kommer med regnskab onsdag morgen, inden fondsbørsen åbner.

I bunden af indekset endte Jyske Bank, Novo Nordisk og FLSmidth med fald på henholdsvis 1,3 pct. til 381,40 kr., 0,6 pct. til 277,40 kr. og 0,6 pct. til 408,90 kr.

PRES PÅ KBHL

Man skulle væk fra eliteindekset for at finde egentligt nyt på de enkelte selskaber tirsdag - og mens der var medvind til Nets, endte Københavns Lufthavne i stiv kuling, efter et regeringen er kommet med sit forslag til en ny nationale luftfartsstrategi. Det kan betyde, at selskabet må revurdere sine udbygningsplaner, siger selskabets formand, Lars Nørby Johansen.

Aktien endte med i bunden på fondsbørsen og faldt 3,6 pct. til 5140 kr.

»Selv om det kan betyde flere afgange og ruter fra København, så er investorerne kortsigtede og bekymrede for selskabets udbyttepolitik. Og den uro får kursen til at falde,« siger Sydbanks afdelingsdirektør.

Tirsdag var præget af helligdag i USA, hvor der fejres uafhængighedsdag. Men i de kommende dage kommer der lidt mere gang i gaden.

»Der er G20-topmøde 7. og 8. i Hamborg, og på fredag kommer der også tal for den amerikanske jobskabelse i juni. Så der vil der komme lidt nyt til markederne,« siger Ole Kjær Jensen.