Aktier: Netflix trodser negativt marked

Ganske som ventet er de amerikanske aktier startet i let negativt terræn onsdag efter en positiv tirsdag, der var første handelsdag i USA i denne uge på grund af fejringen af Martin Luther King Day mandag.

Læs mere
Fold sammen

S&P 500-indekset falder med 0,4 pct. efter knap fem minutters handel, og det samme gør Nasdaq-indekset, mens Dow Jones-indekset falder med 0,6 pct.

Den lette negativitet på det generelle marked er til gengæld ikke til at mærke på streamingtjenesten Netflix, der præsenterede et stærkt positivt regnskab sent tirsdag.

Netflix næsten fordoblede sit resultat i fjerde kvartal sidste år, hvor bundlinjen gav et plus på 83,4 mio. dollar. Det kunne til dels tilskrives en positiv skatteeffekt, men selv frasorteret den var bundlinjen klart bedre end ventet i markedet.

Omregnet til et resultat per aktie blev Netflix' overskud eksklusive skatteeffekten 0,72 dollar mod ventet 0,45 dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News, og Netflix kunne løfte sløret for, at selskabet har tilføjet 2,43 mio. nye kunder i løbet af fjerde kvartal.

Det er alt sammen vand på investorernes mølle, og Netflix-aktien stiger med 17,7 pct. til 410,56 dollar i den tidlige handel.

Knap så positivt var regnskabet fra it-kæmpen IBM, der leverede et justeret overskud per aktie på 5,81 dollar i fjerde kvartal. Det var bedre end ventet blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News' estimater havde ventet et plus på 5,41 dollar per aktie, men til gengæld skuffede omsætningen hos IBM ved at falde til 24,1 mia. dollar mod ventet 24,8 mia. dollar.

Og for regnskabsåret 2015 venter IBM en indtjening per aktie på 15,75-16,50 dollar. Her venter analytikerne et resultat på 16,50 dollar.

IBM-aktien falder med 2,6 pct. til 152,92 dollar fra start.

Unitedhealth leverede sit regnskab for fjerde kvartal ved middagstid, og det var en spids bedre end ventet blandt analytikerne målt på bundlinjen. Selskabet leverede således en indtjening per aktie på 1,55 dollar i kvartalet mod ventet 1,50 dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.

Aktien stiger med 1,2 pct. til 107,08 dollar.

/ritzau/FINANS

 

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk