Aktier: Negativ udvikling i Asien men momentum er intakt

De asiatiske aktiemarkeder ligger med kursfald tirsdag morgen, hvor gevinsthjemtagning er i førersædet oven på de seneste kursstigninger. Men det er midlertidig, da momentum vurderes at være intakt.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

- Det er gevinsthjemtagning, som leder markedet efter de skarpe stigninger i løbet af meget kort tid, pointerer chefstrateg Yoshihiro Ito fra Okasan Online Securities i en kommentar ifølge AFP.

I Tokyo vurderes den let negative udvikling at være forbigående. De vigende geopolitiske bekymringer og gode grundlæggende og økonomiske faktorer foruden en svækket yen står til at sende aktiemarkedet højere.

- Dollar er et godt stykke over 113 yen nu, hvilket giver en betydelig medvind til aktier, siger senior strateg Masahiro Ichikawa fra Sumitomo Mitsui Asset Management til Reuters.

Han peger på, at mange virksomheder har fastsat deres dollar/yen-kursforudsætninger til 105-110 yen, og at der derfor nu kan forventes opreviderede indtjeningsprognoser.

Sony, der er midt i en omfattende omstrukturering, stiger 1,4 pct. til 4043 yen. Det er første gang, at aktien krydser 4000-niveauet.

Men med fald i de store bilfabrikker som Toyota og Nissan på 0,5-1,0 pct. kan det ikke opveje et overordnet indeksfald.

Nikkei 225-indekset falder 0,1 pct., mens det bredere Topix-indeks ligger med et minus på 0,2 pct.

De kinesiske aktører på fastlandet holder sig også tilbage. Shanghai Composite handles marginalt lavere, mens CSI 300-indekset falder 0,3 pct.

Blandt de øvrige markeder stiger Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong 0,4 pct., og Singapores Strait Times øger 0,3 pct., mens Taiwans Taiex-indeks ligger med et minus på 0,4 pct., og Sydneys ASX 200-indeks lukker dagen af med et tab på 0,5 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med fald på under 0,1 pct. tirsdag morgen.