Aktier: Negativ start i Asien på sommerferiemåned

De asiatiske aktieinvestorer tager hul på august med en stor nervøsitet.

For julis aktieuro i den asiatiske region er stadig i frisk erindring, og trods de mange tiltag fra de kinesiske myndigheder til at stoppe svingningerne i uroens epicenter i Shanghai og Shenzhen, er der ingen tegn på forbedringer i markedsudsigterne.

Senest har skuffende data for den kinesiske industri fået de sure miner til at trække mundvigene endnu længere ned. I bedste fald er der nulvækst i industrisektoren i Kina ifølge de officielle data. Og ses der på de private PMI-data, er der klare tegn på direkte reduktion i aktiviteten.

- Kina er stillet over for adskillige svære spørgsmål i løbet af ugen, og det medfører bekymringer over, at landets økonomi står med risiko for en hård landing. Vi ser en lidt negativ start på august, noterer markedsstrateg Evan Lucas fra IG Ltd. i Melbourne i en skrivelse ifølge Bloomberg News.

Shanghai Composite falder 2,4 pct., mens CSI 300-indekset begrænser faldet til 1,4 pct. Hongkongs Hang Seng dropper samtidig 1,1 pct.

I Tokyo ligger markedet under for ferieperioden, der traditionelt giver svage markeder.

- Generelt mener vi, at så snart vi kommer ind i august, vil markedet udvikle sig svagere i takt med, at sommerafmatningen sætter ind. Konsensus er negativ, men når det er sagt, er det næppe overraskende, hvis aktierne fortsat stiger, når virksomhedernes indtjening tages i betragtning, siger kapitalstrateg Shoji Hirakawa fra Okasan Securities Co. i til Bloomberg News.

Nikkei-indekset falder 0,4 pct., mens det bredere Topix-indeks ligger med et minus på 0,3 pct.

Blandt de øvrige børser falder Taiwans Taiex-indeks 1,7 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks dykker 1,1 pct. og Singapores Strait Times viger 0,2 pct.

Mandag morgen ligger de amerikanske futures med fald på omkring 0,1 pct. i den asiatiske handel.