Aktier: Nedtur fortsatte på Wall Street mens sene opkøb begrænsede tab

De amerikanske aktiemarkeder fortsatte nedturen fra start tirsdag på Wall Street, men den sene handel reducerede som dagen før en stor del at investorernes tab.

Den sene købsbølge fik sat en stopper for, at de globale aktiemarkeder endte dagen i et "Bear-Market", der er betegnelsen for fald på mere end 20 pct. i de brede aktieindeks over mindst en periode på to måneder.

Tirsdag sluttede S&P 500-indekset med et fald på 0,1 pct. til 1852,21. De tunge aktier i Dow Jones droppede også 0,1 pct. til 16.014,38, mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset dykkede 0,4 pct. til 4268,76.

- Det er noget af et slagsmål mellem optimister og pessimister. Nogle investorer tror, at det er et midlertidigt tilbageslag, og at markedet måske er lidt foran sig selv - at der ikke er noget reelt galt med økonomien, og at det er en god købsmulighed. Andre mener, at markedet indikerer en opbremsning i adskillige måneder fremover, siger fundmanager John Carey fra Pioneer Investment Management Inc. i Boston til Bloomberg News.

Onsdag morgen ved firetiden fortsætter de få åbne asiatiske markeder med ganske store kursfald. Tokyo-børsen dropper over 2 pct., mens de amerikanske aktiefutures handles med fald på 0,3-0,4 pct.

På sektorbasis var det energisektoren som lå i bund tirsdag efter fornyede prisfald i oliemarkedet. Sværvægterne Exxon Mobil og Chevron faldt 0,4 pct. og 3,6 pct.

Bedre held havde de mere defensive sektorer som for eksempel sundhedspleje, hvor Gilead og Celgene hver steg omkring 2 pct.

I it-sektoren var fald i IBM på 2,3 pct. og i Oracle på 1,5 pct. med til at trække tech-segmentet lavere.

Et par af det amerikanske bud på gastronomisk excellence - Coca-Cola og Wendy's - leverede regnskaber inden åbningen.

Coca-Cola solgte mere sukkervand målt på volumen, men det halter med at holde momentum på toplinjen. Til gengæld har selskabets omfattende spareprogram båret frugt, hvilket gav i fremgang på bundlinjen og katalyserede tilbagekøb af egne aktier for 2-2,5 mia. dollar i løbet af indeværende år. Coke-aktien steg 1,5 pct.

Fastfoodkæden Wendy's leverede en spids bedre end ventet i fjerde kvartal målt på både resultat og omsætning. Aktien faldt 4,3 pct.

Walt Disneys aktionærer så efter børstid stort på koncernens rekordoverskud og omsætning i det forskudte første kvartal.

Faldende indtjening fra tv-sportsnetværket ESPN øgede frygten for, at en opsplitning af kabel-tv-branchens traditionelle forretningsmodel er undervejs i takt med, at konkurrencen fra Netflix og andre nye kabelspillere øges.

Indtjeningen fra kabelenheden, der omfatter tv-kanalerne ESPN og ABC, faldt 6 pct. som resultat af højere programomkostninger og færre seere kombineret med tab på valuta.

Det justerede overskud for koncernens første kvartal løb op i 1,63 dollar per aktie mod analytikere estimat, der lød på 1,45 dollar per aktie.

Disney-aktien faldt 3,5 pct. i eftermarkedet.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk