Aktier: Nedgang efter formiddagens stigning

Først på dagen fortsatte C20-indekset mandagens fremgang ved at stige med knap 0,4 pct. Her til eftermiddag faldt indekset dog tilbage med 0,49 pct. til kurs 510,76.

Dagen i dag står i bankaktiernes tegn. Jyske Bank har præsenteret halvårsregnskab, og resultaterne er så gode, at virksomheden opjusterer forventningerne til helåret 2007. Banken venter nu at overgå sidste års resultat og forventer en basisindtjening før nedskrivninger i intervallet 2,1 - 2,3 mia. kr.

Jyske Bank-aktien fortsætter de sidste tre dages resultater med stigninger. Her til eftermiddag er aktien steget med 0,93 pct. til kurs 432. Regnskabet fra Jyske Bank smitter også positivt af på Danske Bank, Nordea og Sydbank. De stiger alle med knap en procent.

Fra bryggerifronten kan nævnes, at Heineken har opjusteret forventningerne til årets resultat. Desuden har det internationale finanshus Citigroup offentliggjort en rapport, hvor de spår om fusioner i bryggerisektoren.

Carlsberg-aktien har oplevet fremgang som følge af ovenstående og været en af dagens mest omsatte aktier. Calrsberg-aktien er her til eftermiddag steget med 0,41 pct. til kurs 733.

Der er store udgifter i vente på energifronten. Global chef for råvareanalyse hos Goldman Sachs, Jeffrey Currie, udtaler, at 95 USD er en realistisk pris for en tønde olie, medmindre OPEC uventet øger produktionen. Samtidigt svinder olielagrene ind, hvilket kun er med til at øge priserne for en tønde råolie.