Aktier: NCC til bunds i surt Europa

Den svenske entreprenørkoncern NCC står for dagens største nedtur i det brede Stoxx 600-indeks.

Den svenske entreprenørkoncern NCC står for dagens største nedtur i det brede Stoxx 600-indeks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Det sker ifølge Reuters, efter at entreprenørkoncernen onsdag advarer om, at selskabets driftsindtjening i fjerde kvartal vil blive "tæt på nul".

NCC-aktien falder med 8,1 pct. til 162,30 svenske kr. og ligger nederst i det paneuropæiske indeks, der falder med 0,2 pct.

Forsyningssektoren er det område, som onsdag må registrere det største fald i Stoxx 600-indekset. Sektoren falder med 0,7 pct., mens sundhedssektoren følger efter med et fald på 0,5 pct.

Detailsektoren har omvendt en god dag og lægger som sektor 0,8 pct. til, mens bilbranchen stiger med 0,5 pct.

Blandt enkeltaktierne ligger det britiske elektronikselskab Dixons Carphone onsdag øverst i Stoxx 600-indekset med en stigning på 4,6 pct. til 175,10 pence.

Elektronikselskabet har onsdag været ude med en melding om, at det vil repositionere sin mobilafdeling efter en nedgang i overskuddet på 60 pct. i første halvdel af regnskabsåret.

I samme ombæring har selskabet nedjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2017/18 efter en senere end ventet lancering af iPhone X.

Aktiekursen stiger dog alligevel, efter at Dixons Carphone har kunnet berette om, at salget har været godt i anden halvdel af regnskabsåret - med rekordsalg på Black Friday - samt at det fastholder sine forventninger til årets dividende, skriver Reuters.

Stemningen er onsdag overvejende negativ på tværs af Europa. Det tyske Dax-indeks falder 0,1 pct., det franske Cac 40-indeks falder 0,2 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks ligger uændret.

/ritzau/FINANS