Aktier: Næsten rekord igen med GN i front

Mandagens aktierekord - den 29. i år - var væk det meste af dagen afslutningen var intens som en bjergetape i Tour de France. Markedet err nu afventende efter tre dage med pæne stigninger - først på forventningen om en græsk løsning og mandag så oven på aftalen.

Foto: Keld Navntoft

Blandt dagens trods alt stigende aktier var GN Store Nord efter gode nyheder fra USA, mens Mærsk-aktierne blev løftet efter en melding om, at konglomeratets containerrederi vil øge raterne fra Fjernøsten til Europa.

Tirsdag kunne markedet se bort fra Grækenland - i hvert fald i nogle dage - og lede efter andre katalysatorer - som for eksempel regnskaber fra selskaberne, der begynder at vælte ind på begge sidder af Atlanten.

De danske aktier faldt - godt nok meget beskedent. Det øvrige Europa lå lidt højere. På markederne i Nordeuropa var stigningerne ved dansk lukketid på omkring 0,1-0,30 pct. Dog lå de tyske aktier lidt lavere. I Danmark faldt C20 Cap-indekset 0,02 indekspoint til 1031,09.

- Der er ikke de store selskabsnyheder til at trække markedet tirsdag. Investorer og handlere tager en slapper efter tre dage med stigninger på omkring 2 pct. dagligt, vurderer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Han mener, at der nu kan komme lidt fokus på den kommende regnskabssæson, som fortsætter torsdag med regnskab fra Nordea og i næste uge med regnskab fra kollegaen Danske Bank.

I C20-toppen endte aktierne i GN Store Nord med en stigning på 1,2 pct. til 144,40 kr. Selskabets høreapparatdivision, GN Resound, lykkedes med at fastholde sin betydelige markedsandel i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i juni.

I begyndelsen af maj lancerede selskabet anden generation af sit Made for iPhone-høreapparat, Resound Linx2, i salgskanalen, og det gav straks pote, idet GN Resounds markedsandel i kanalen voksede med godt 4 pct.point i maj, hvilket bragte den samlede markedsandel på over 17 pct. - og den værdimæssige andel op på omkring 16,5 pct.

Og det niveau blev fastholdt i årets sjette måned, hvor GN Resounds samlede markedsandel i VA-segmentet var på 17,3 pct. ifølge data, som det amerikanske finanshus Sanford C. Bernstein er i besiddelse af. I maj var den totale markedsandel ifølge Bernstein 17,5 pct. Det er samtidig en forøgelse på over 7 pct.point i forhold til juni sidste år.

Mærsk-aktierne endte også i plus. B-aktien steg 0,1 pct. til 11.910 kr., mens A-aktien lukkede 0,7 pct. højere i 11.640 kr.

Maersk Line vil fortsætte bestræbelserne på at øge raterne på containerfragt fra Fjernøsten til Europa. Det skriver containerrederiet i sit ugentlige nyhedsbrev.

- For fortsat at kunne tilbyde vores brede portefølje af servicer og høje niveau af pålidelighed bliver det nødvendigt at for os at implementere en række rateøgninger, skriver Maersk Line i nyhedsbrevet - Weekly Highlights.

Selskabet søger at øge raterne med 1000 dollar per tyvefodscontainer (teu) fra den 1. august.

I sidste uge faldt raterne på Asien-Europa-ruterne med 20,5 pct., så spotprisen per teu fra Asien til Europa endte på 699 dollar.

Blandt flere af finansaktierne var der kursfald efter nogle gode dage.

- Det er ganske naturligt. Regnskabet fra svenske SEB skuffede lidt, og det kan også være med til at trække finans ned tirsdag, forklarer Ole Kjær Jensen.

Danske Bank faldt 0,3 pct. til 204,70 kr. Banken fik ellers sent mandag ændret sine udsigter til "stabile" fra "negative" af kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's. Den langsigtede karakter "A", som er den tredjehøjeste kategori, er ikke blevet ændret.

Jyske Bank faldt 0,6 pct. til 337,20 kr., mens Nordea, der er regnskabsaktuel på torsdag, endte med en stigning på 0,5 pct. til 87,95 kr.

Novo Nordisk, der mandag steg efter positive fase 3-resultater med GLP-1-analogen Semaglutid til brug én gang ugentligt, faldt 0,2 pct. til 393,40 kr.

FLSmidth fik sent fredag en pakistansk ordre, og det fik aktien til at stige mandag. Tirsdag blev aktien dog sendt ned med 0,2 pct. til 316,70 kr. Tirsdag havde dagbladet Børsen sat fokus på den danske ingeniørkoncern og skrev blandt andet, at den kan blive truet af uroen i Kina, som er verdens største marked for mineraler og råvarer.

Uden for C20-indekset faldt Veloxis, der var mandagens højdespringer, efter at selskabets middel Envarsus XR til forebyggelse af organafstødning i nyretransplanterede patienter, har fået det grønne lys fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Mandag steg aktien næsten 40 pct. til 1,20 kr., men tirsdag satte den sig 1,7 pct. til 1,18 kr.

Rederiet Torm kan endelig sætte det sidste punktum i sin langstrakte restrukturering. Mandag aften fik rederiet stort set alt på plads i den aftale, der har taget flere år at forhandle i land, og som betyder store ændringer i Torms sammensætning og udsigter. Torm-aktien faldt 13,9 pct. til 35 øre.

Mols-Linien, som er under belejring af kapitalfonden Polaris, steg godt 9 pct. mandag, og tirsdag steg aktien - dog mere beskedent - med 0,3 pct. til 39,10 kr. Det er dog stadig et godt stykke over buddet fra Polaris på 34 kr.

Polaris har tilslutning fra 76 pct. af aktionærerne, men en gruppe af småaktionærer forsøger at samle mindst 10 pct. af aktierne for at blokere for en afnoteirng af rederiet, da de vurderer, at prisen er for lav.