Aktier: Nærmer sig højeste niveau i syv uger

De europæiske aktiemarkeder stiger samlet torsdag middag, alt imens regnskabssæsonen er i fulde omdrejninger.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks løftes med 0,4 pct. til indeks 345,46.

DAX-indekset i Frankfurt stiger samtidig med 0,7 pct., ligesom CAC 40-indekset i Paris hæves 0,8 pct. Til gengæld er der tilbagegang for FTSE 100-indekset i London, som sætter sig 0,2 pct.

Dermed nærmer de europæiske aktier sig ifølge Bloomberg News det højeste niveau i syv uger.

Den mest stigende aktie i Stoxx 600 er GN Store Nord, som går 9,7 pct. frem, efter at høreapparat- og headsetselskabet har fremlagt et regnskab, som ikke bød på en frygtet nedjustering.

Den næstmest stigende aktie i det brede indeks er Coca-Cola HBC, der producerer Coca-Cola på licens fra det amerikanske Coca-Cola-selskab.

I første halvår landede det sammenlignelige driftsresultat, EBIT, på 229,6 mio. euro, mens analytikerne havde sat næsen op efter et driftsresultatet på 220 mio. euro, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Coca-Cola HBC-aktien bobler 7,4 pct. op.

Også finanskoncernen KBC Group har torsdag fremlagt et regnskab for andet kvartal, der har overgået analytikernes forventninger.

Den belgiske finanskoncern præsenterede et resultat efter skat på 721 mio. euro mod de forventede 612,4 mio. euro. Og det sender aktien i top fire i Stoxx 600 med et løft på 5,4 pct.

I den anden ende af skalaen er tyske K+S at finde oven på et skuffende regnskab. Lave priser på næringsstoffer til afgrøder har betydet, at agrokemi- og saltvirksomheden venter et betydeligt fald i indtjeningen.

K+S venter nu en driftsindtjening før renter, skatter, af- og nedskrivninger for i år på 500-600 mio. euro sammenlignet med 1,1 mia. euro sidste år.

K+S-aktien daler med knap 9 pct.