Aktier: Mulig bankhandel tager igen rampelys i rød start

Læs mere
Fold sammen

. En pæn luns af torsdagens store stigning på det danske aktiemarked kan meget vel blive udhvisket igen fra handelsstart fredag, efter at USA's præsident, Donald Trump, igen har truet Kina med nye toldudfald.

Som svar på Kinas "uretfærdige gengældelse" lægger Donald Trump nu op til yderligere 100 mia. dollar i importafgifter på kinesiske varer, og det har sendt de amerikanske og europæiske futures i rødt fredag morgen.

Torsdag steg C25-indekset med 1,7 pct. til 1110,04, og også de amerikanske aktier var i pæn fremgang, men fredag morgen bakker de amerikanske futures omkring 1 pct., og også i Europa er der røde tal at spore.

I Asien har de japanske aktier ellers rettet sig en smule trods en styrket yen som resultat af turbulensen, men overordnet tyder meget på en rød start på ugens sidste handelsdag.

BANKHANDEL TAGER STADIG FOKUS

Blandt enkeltaktierne er der fortsat fokus til Jyske Bank og Nordjyske Bank, efter at førstnævnte kort før lukketid torsdag hævede sit bud på de resterende aktier i sidstnævnte til 190 kr. per aktie fra 170 kr. per aktie.

Forhøjelsen følger i hælene på et møde mellem de to banker, hvor bestyrelsen fra Nordjyske Bank orienterede Jyske Bank om, at det første købstilbud ikke var tilstrækkeligt attraktivt.

- Det forhøjede tilbud fra Jyske Bank i dag betyder, at der foreligger en ny situation, som bestyrelsen nu vil vurdere under hensyntagen til bankens og aktionærernes interesser, skriver Nordjyske Bank i meddelelsen fra torsdag aften.

Meddelelsen torsdag nåede at ramme inden markedets lukketid, og det sendte Nordjyske Bank op med 11,4 pct. til 185,50 kr. Jyske Bank steg samtidig med 0,8 pct. til 351,90 kr. Det var desuden den blot anden stigning ud af 14 handelsdage, siden det første bud blev offentliggjort.

Ingeniørkoncernen FLSmidths aktie kan desuden blive udsat for teknisk pres, idet retten til et udbytte på 8 kr. per aktie fragår aktien i fredagens handel.

FLSmidth sluttede torsdag 2 pct. højere i 390,10 kr. - trukket op af generel god stemning blandt råvareaktierne i Europa.

B&O BLANDER SIG MED REGNSKAB

Blandt de mindre selskaber er der opmærksomhed til Bang & Olufsen, der fra morgenstunden afleverer regnskab for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/18.

Inden rapporteringen venter selskabet for hele regnskabsåret en omsætningsvækst på 10 pct. og en driftsmargin (EBITDAC) i størrelsesordenen 8-10 pct.

Aktien i elektronikkoncernen fra Struer steg torsdag 7,2 pct. til 167,20 kr.

Desuden venter der fredag trafiktal for marts fra luftfartsselskabet SAS, som i torsdagens handel noterede sig en fremgang på 3,5 pct. til 14,12 kr.

Hos Monberg & Thorsen, der ejer 46 pct. af entreprenørkoncernen MT Højgaard, fragår retten til et udbytte på 2 kr. per aktie fredag.

Monberg steg torsdag 0,3 pct. til 154 kr.

/ritzau/FINANS