Aktier: Mineaktier pressede Europas børser lidt i rødt

Det endte med et lille skridt tilbage for de europæiske børser på en fredag, der startede meget negativt, men summede omkring nulpunktet det meste af dagen.

Voldsomme udsving på de kinesiske markeder tidligere på dagen satte en skræk i investorerne med fald på 5 til 6 pct. i de toneangivende indeks i Shanghai og Shenzhen, men det endte de europæiske investorer med at ignorere.

Stoxx 600-indekset endte 0,2 pct. lavere i 383,66, hvor det største negative bidrag kom fra mine- og råvareaktierne.
De presses af dårlige råvarepriser, som kan blive forværret af uro i Kina, og i bunden af Stoxx 600 så man mange af de britisk noterede mineselskaber, herunder Anglo American, BHP Billiton, Fresnillo og Rio Tinto.

Førstnævnte har ramt sin laveste kurs nogensinde og er dykket med godt 66 pct. siden nytår. Anglo American er presset af lave råvarepriser, likviditetsmangel og svigtende tillid blandt aktionærerne. Det kan der muligvis rettes op på ved en kapitalmarkedsdag 8. december, hvor ledelsen vil give sit bud på fremtiden, men indtil videre er aktien i frit fald og koster nu 400 pence mod 1200 ved starten af 2015.

I den positive ende af indekset fandt man hollandsk noterede Altice, der steg 3,7 pct. til 14,52 euro. Det er købet af rettighederne til at vise fodboldturneringen Premier League til tv-seere i Frankrig og Monaco i de næste tre år, der løfter aktien.
Vestas og TDC blandede sig også i toppen af Stoxx 600, men allerøverst overgik ingen Opap, Grækenlands svar på Danske Spil, der blev privatiseret sidste år. Opap sagsøger den græske stat for 1 mia. euro, efter at regeringen har indført en skat på væddemål.